Centerchef: Handicaporganisationer skal lukke frivilligfesten op for alle
Handicaporganisationer nyder godt af engagerede, berørte frivillige, men det halter med inklusionen af udefrakommende. Der er derfor brug for at åbne frivilligfesten op og gøre handicapsagen til en folkesag, skriver Dorte Nørregaard.
Af centerchef for Videnscenter om handicap Dorte Nørregaard.
Udgivet i Altinget 15. december 2020.
Hos Videnscenter om handicap arbejder vi for at styrke deltagelse og aktivt liv for mennesker med handicap overalt i samfundet.
Som led i dette har vi i efteråret gennemført en miniundersøgelse af frivillighed i 25 danske handicaporganisationer.
Undersøgelsen peger på mange af de samme tendenser og udfordringer som i mange andre foreninger: Det er svært at rekruttere unge som frivillige, og frivillige vil i mindre grad bestyrelsesarbejdet og hellere noget mere episodisk.
Sammenlignet med andre organisationer på det sociale område er der dog et træk, der særligt træder frem: Organisationernes frivillige og medlemmer består næsten udelukkende af mennesker, der selv er berørte.
Det vil sige, at de enten selv har det pågældende handicap eller er pårørende til et menneske, der har. Det kan der være både fordele og ulemper ved.
“Man engagerer sig typisk ikke i handicapverdenen, før man måske selv eller en nær pårørende bliver berørte. Det betyder desværre, at handicapsagen ikke er blevet en folkesag”
Handicaporganisationerne vinder på engagement
På den ene side er det en kæmpe succeshistorie, at organisationerne i så høj grad formår at inkludere mennesker med handicap. For ser vi på inklusion af mennesker med handicap i Danmark generelt, er vi langt fra i mål.
Hvor 84 procent af mennesker uden handicap er i job, gælder det kun for 58 procent af mennesker med handicap, viser en rapport fra Vive fra 2020.
For deltagelse i kulturelle aktiviteter, uddannelse og lignende gælder det samme mønster. Det har i høj grad betydning for den livskvalitet, mennesker med handicap oplever.
I den sammenhæng er handicaporganisationerne en historie om, hvad man kan med og på trods af et handicap. Organisationerne har mange medlemmer og mange frivillige.
Sammenlignet med tal fra Frivilligrapporten 2016-2018 kan vi se, at handicaporganisationerne har langt flere medlemmer og frivillige end den gennemsnitlige frivillige organisation på det sociale område.
Frivillige løser alle typer opgaver – lige fra at sidde i bestyrelser og dermed være øverste ledelse af sekretariater med mange ansatte over at stå for rådgivning og aktiviteter for medlemmerne og til at lave politisk arbejde på kommunalt og regionalt niveau.
At målgruppen engagerer sig, er ofte et mål i sig selv for organisationerne. Det kunne mange andre organisationer og institutioner lade sig inspirere af. Dertil giver det troværdighed og skaber organisationer med tydelig profil og talerør.
Lukker organisationerne sig om sig selv?
På den anden side vidner undersøgelsen også om en af handicapverdenens store udfordringer: Lukketheden.
Organisationerne formår ikke, eller har måske ikke interesse i, at inkludere mennesker, som ikke selv er berørte af deres sag. Det gør det svært for udenforstående at engagere sig i handicapsagen. Hos nogle organisationer er det ligefrem et krav i vedtægterne, at frivillige selv er i målgruppen.
Organisationerne peger selv på, at det skyldes mange forhold: Et ønske om at styrke troværdigheden over for medlemmerne og ikke mindst omverden. Andre peger på, at det er for ressourcekrævende at engagere udenforstående, og at de nok ”slet ikke gider”.
Flere organisationer peger på, at de lukker sig om sig selv, fordi de ikke orker ”andre menneskers velmenenhed”. At de ikke vil være ofre for andres ynk. Styrken i, at det er målgruppen selv, der taler på egne vegne, står tydeligt frem.
Men lukketheden har også nogle konsekvenser. En af de deltagende organisationer fortæller:
”Vi bliver indimellem kontaktet af mennesker, der gerne vil gøre noget for vores sag. Men vi har ikke rigtig noget at sætte dem til. Ud over nogle enkelte praktiske opgaver. Så oftest ender vi med at afvise dem.”
Lukkethed koster frivilligkræfter
Organisationerne går potentielt glip af gode kræfter, som kunne løfte deres sag og brede den ud til omverdenen. Det er påfaldende, at det ikke er lykkedes at engagere den danske befolkning bredt i handicapsagen.
Det står i modsætning til for eksempel flygtningesagen, kampen for LGBT+ rettigheder, Black Lives Matter-bevægelsen og hjælp til udsatte familier og børn, som er sager, hvor mange udenforstående engagerer sig.
Som eneste undtagelse er måske Muskelsvindsfondens store succes med Grøn Koncert og de mange frivillige, der igennem et kulturelt arrangement arbejder for at støtte op om sagen.
Man engagerer sig typisk ikke i handicapverdenen, før man måske selv eller en nær pårørende bliver berørte. Det betyder desværre, at handicapsagen ikke er blevet en folkesag.
Det er modsat for eksempel begivenheder, kampagner og arrangementer for kræftsagen, mod racisme eller for udsatte, og der er for eksempel ikke mange, som tager notits af, at 3. december er FN’s internationale handicapdag.
Denne dag, hvor der burde være masser af anledninger til at vise, at der stadig er meget at gøre for at sikre ligestilling for mennesker med alle typer handicap, går stort set ubemærket hen – ud over i det ekkokammer, som handicapverdenen internt indimellem kan være.
Men vil et gennemsnitligt udenforstående menneske engagere sig i kampen for ligestilling for mennesker med handicap? Måske. Måske ikke.
Sikkert er det i hvert fald, at ingen engagerer sig, hvis ikke der er en åben dør. Hvis ikke handicaporganisationerne inviterer nye kræfter med ombord.
Der er brug for flere kræfter, der arbejder for, at alle mennesker i Danmark uanset køn, farve, oprindelse eller handicap får en plads i fællesskabet på alle samfundets områder.
Læs hele rapporten her.