Handicap

Forståelsen af begrebet handicap er mangfoldigt, og ens forståelse får konsekvenser for ens handlinger i forhold til mennesker med handicap. Det gælder, hvad enten det drejer sig om mødet med det enkelte menneske, professionel praksis, politisk og administrativ virksomhed, udviklingsarbejde eller forskning.

Her præsenteres fem forskellige definitioner af handicap med udgangspunkt i den svenske forsker Lars Grönviks inddeling (2007).

En funktionel definition, hvor kriteriet er de kropslige funktionsnedsættelser. Bruges fx af statistiske institutioner og medicinske professioner med det formål at opgøre antal af forekomster.

En relativ definition, hvor kriteriet er samspil mellem individer med funktionsnedsættelser og omgivelserne. Bruges fx i handicapbevægelsen, blandt politikere og andre, der arbejder med udvikling af politikker. Formålet er at sætte fokus på samspil, der skaber handicap, hvor funktionsnedsættelse + barriere = handicap.

En social definition, hvor man antager, at samfundet skaber handicap. Bruges fx i handicapbevægelsen og har til hensigt at vende fokus fra individet til samfundet.

En administrativ definition, som afgrænser anerkendte behov i forhold til at få offentlig støtte. Bruges primært af offentlige myndigheder til at afgøre, hvem der har ret til denne støtte.

En subjektiv definition, som viser individers egen oplevelse af handicap. Bruges fx i handicapbevægelsen til at kortlægge identitet og oplevelse i forhold til handicap.

I Videnscenter om handicap anvender vi primært den relative definition i vores praksis, udviklingsarbejde og forskning. Men vi anerkender, at vi blandt vores samarbejdsrelationer findes repræsentanter for de andre forståelser. Dette betragter vi som en ressource, idet forskellige forståelser giver mulighed for udvikling af nye perspektiver.