Af  Videnscenter om handicaps konsulent Mie Maar Andersen.
Udgivet i Altinget 26. juni 2023. 

Mennesker med handicap – uanset om det er fysisk, psykisk, kognitivt eller sensorisk – er motiverede for at deltage mere i idrætslivet. Faktisk mere end mennesker uden et handicap.

Hovedproblemet med inklusion ligger således ikke hos mennesker med handicap, men i højere grad hos det organiserede idrætsliv, politiske beslutningstagere på kommunalt og nationalt niveau og alle os, der er i berøring med mennesker med handicap.

Mening versus pligt
Det er afgørende, hvordan vi taler om inklusion. Ordlyden er nemlig med til at skabe en fortælling om både mennesker med handicap og idrætslivet, hvilket i sidste ende har indflydelse på praksis.

Taler vi for eksempel om, at vi skal og bør have mennesker med handicap inkluderet? Eller om at vi vil inkludere mennesker med handicap?

I første tilfælde bliver inklusion nemt fortællingen om et besværligt og dyrt pligt- og medlidenhedsprojekt, som vi alle bør støtte op om, fordi vi har fået det pålagt eller oplever at have et socialt ansvar og en moralsk forpligtelse.

Taler vi derimod om ’vil’, bliver inklusion et attraktivt gode, vi er motiverede for, fordi det giver mening og har værdi.

“Inklusion skal italesættes som en meningsfuld indsats, der kan skabe værdi – ikke kun for mennesker med handicap, men også for idrætslivet og samfundet”

En inklusionsfortælling drevet af mening frem for pligt og medlidenhed, skaber et helt andet afsæt af to årsager:

For det første fordi mening skaber bedre resultater end pligt. Fra motivationsforskningen ved vi, at ’meningsfuldhed’ er en af de mest betydningsfulde motivationsfaktorer, imens ‘pligt’ som drivkraft er langt svagere.

Dette betyder, at projekter, der bygger på et fundament af meningsfuldhed i langt højere grad lykkes, da man i disse tilfælde, mere aktivt og vedholdende, søger at skabe gode løsninger (for eksempel øremærket inklusionsuddannelse til foreninger, fritidspas, ledsagelse og bedre adgang til aktivitetshjælpemidler).

Vi skal gøre op med medlidenhedsprojektet
Hvis inklusionsopgaven skal løses bedre, er der derfor behov for, at inklusionsfortællingen ikke handler om dårlig samvittighed, medlidenhed, brandslukning eller forpligtelse. Inklusion skal derimod italesættes som en meningsfuld indsats, der kan skabe værdi – ikke kun for mennesker med handicap, men også for idrætslivet og samfundet.

For det andet fordi fortællingen i høj grad former de signaler, der sendes. For mennesker med handicap kan det opleves som stigmatiserende, og i sidste ende ekskluderende, hvis man direkte eller indirekte bliver omtalt som et besværligt og dyrt pligt- eller medlidenhedsprojekt.