Tilpasningshjulet

Modellen viser Tilpasningshjulet, som er bygget op omring et cirkeldiagram. Cirkeldiagrammet har seks dele: omgivelser og indretning, deltagelsesmåder, støtte og redskaber, deltagelsessammensætning, tid og omfang, rammer og retningslinjer.

Tilpasningshjulets grundelementer
Tilpasningshjulet er et praksisorienteret redskab udviklet til at styrke det inkluderende mindset for en arbejdsgiver, underviser, pædagog, leder, træner eller andre, der faciliterer aktiviteter.

Formålet er at pege på væsentlige elementer i en aktivitet (fx i skolen, på uddannelser, arbejdspladsen eller i fritidslivet), man i sin planlægning eller gennemførelse af en aktivitet med fordel kan justere på for at imødekomme deltagernes behov og øge deltagelsesmulighederne.

Læs mere om baggrunden for og brugen af Tilpasningshjulet her.

Billedet viser første del af tilpasningshjulet: Omgivelser og indretning.

Omgivelser og indretning
Hvor aktiviteten skal foregå og indretningen.

Er det fx bedst inde eller ude? Med store eller små lokaler/baner?

Tænk også over om de fysiske rammer skal ændres for at imødekomme deltagernes behov, fx mulighed for afskærmning, et eller flere rum/baner/områder, underlaget, indstilling af lys, lyd, og temperatur eller opstilling af møbler/redskaber.

Billedet viser anden del af tilpasningshjulet: Deltagelsesmåder.

Deltagelsesmåder
Hvordan man kan deltage.

Overvej hvordan deltagerne skal indgå i aktiviteten, fx fysisk, virtuelt, andet eller frit valg? Og hvordan deltagerne skal udtrykke sig, fx mundtligt, skriftligt, kropsligt, andet eller frit valg?

Overvej om der er forskellige roller, eller om alle har den samme rolle i aktiviteten.

Skal deltagelsesmåden varieres undervejs?

Billedet viser tredje del af tilpasningshjulet: Støtte og redskaber.

Støtte og redskaber
Hvilke behov der er for støtte og redskaber.

Overvej om der skal være forskellige udgaver af velkendte redskaber, fx forskellige former for eller justeringer af stole/borde, bolde, skrive-/maleredskaber, typer bat mm.

Indtænk også om der er behov for støtte fra andre i aktiviteten eller i dele af den.

Er der behov for hjælpemidler, teknologi eller andre rekvisitter?

Billedet viser fjerde del af tilpasningshjulet: Deltagersammensætning.

Deltagersammensætning
Hvordan gruppen er sammensat.

Overvej om du skal tage styring på sammensætningen eller om deltagerne selv vælger. Overvej om den skal ændres undervejs.

Hvilke forudsætninger og/eller behov skal der tages højde for i sammensætningen af deltagerne?

Er deltagerne sammen to og to, i grupper eller alene?

Billedet viser femte del af tilpasningshjulet: tid og omgang.

Tid og omfang
Hvor lang tid aktiviteten tager.

Overvej aktivitetens længde, og om den skal deles op, eller der skal justeres i længden og måske også mængden.

Overvej om det skal være en tilbagevendende aktivitet.

Tænk over antallet af pauser, og hvornår på dagen aktiviteten laves – hvad skal deltagerne før og efter aktiviteten?

Billedet viser sjette del af tilpasningshjulet: Rammer og retningslinjer.

Rammer og retningslinjer
Hvilke rammer og regler der gælder.

Er formålet med aktiviteten tydeligt og realistisk for deltagerne?

Overvej om de skrevne/uskrevne rammer og retningslinjer er hensigtsmæssige. Skal de tilpasses, fjernes eller skal der nye til?

Tænk over om aktivitetens struktur og organisering er tydelig.

Overvej om nogle deltagere skal have særlige rammer eller retningslinjer for at deltage, og i så fald hvordan de præsenteres for dem – tages de til side eller præsenteres mulighederne samlet.

Tryk på knapperne nedenunder for at downloade eksempler på Tilpasningshjulet indenfor emnerne:

Skole  Uddannelse  Beskæftigelse Fritid