Billedetekst: Aktører i projektet
Disability Tech Denmark: Videnscentret indgår i samarbejde om AI og nye digitale teknologier
Videnscenter om handicap er tovholder på et nyt stort projekt, som har fokus på at udnytte nye digitale teknologier som AI til fordel for mennesker med handicap. Målet er at sikre, at disse teknologier bliver brugervenlige, tilgængelige og etisk forsvarlige
Disability Tech Denmark er et ambitiøst projekt som har fokus på at udvikle og implementere digitale teknologiske løsninger, der skal forbedre inklusion og livskvalitet for personer med handicap samt øge kompetenceniveauet og afdække behov og barrierer i forhold til brugen af nye digitale teknologier.
Projektet samler aktører fra forskellige sektorer, herunder handicap- og patientorganisationer, startups, forskningsinstitutioner, policy-aktører og internationale partnere. Ved at arbejde sammen på tværs af sektorer og landegrænser ønsker vi at skabe en forskel for målgruppen ved at nedbryde barrierer og fremme inklusion gennem teknologi.
Baggrund for det nye samarbejde
Projektet tog sit afsæt i en konference om AI og social innovation i februar 2024 initieret af ADD-projektet. Her var fokus på det stigende behov for at adressere de udfordringer, som personer med handicap står overfor i en teknologisk udvikling, hvor AI har potentiale til at være en stor enabler for øget deltagelse i samfundet. En befolkningsundersøgelse, foretaget af Mandag Morgen, viser, at målgruppen af mennesker med handicap har en særlig interesse i, hvordan nye teknologier som AI kan være en hjælp i hverdagen. Danmark har en unik mulighed for at tage førertrøjen på dette område og markere sig som et foregangsland.
Vi har indledt arbejdet med at opbygge et flersporet projekt, hvor hver af de fire spor – målgruppe, innovation, policy og viden – bidrager til en samlet løsning. I og på tværs af sporene skal projektet skabe viden, dialog, samarbejde, bevidsthed og nye løsninger på tværs af aktører. Dertil skal en årlig konference med nationale og internationale deltagere samle op på det fælles arbejde om nye digitale teknologier.
Vision og målsætninger for Disability Tech Denmark
I projektet vil vi:
- Være thought leaders og frontrunners inden for Disability Tech i Danmark og internationalt.
- Opbygge et samarbejde og partnerskaber, som løbende udvides for at skabe en robust platform for udvikling og implementering af nye digitale teknologier.
- Styrke en positiv diskurs om AI og teknologiens muligheder, så teknologien bliver en enabler for inklusion af mennesker med handicap.
- Skabe bedre politiske rammer og fremme forsøg og innovation, herunder regulative sandboxes og forsøgsprojekter i samarbejde med kommuner.
- Styrke behovsafsæt og kompetenceniveau hos målgruppen, ved at inddrage dem aktivt i udviklingsprocessen, etablere en gruppe af digitale frontløbere og afholde webinarer.
- Etablere og styrke vidensgrundlaget gennem forundersøgelser, mapping af øko-systemet, afdækning af barrierer, best-practices og casestudier, både nationalt og internationalt.
- Sikre en forankring af dagsordenen, så initiativerne lever videre og skaber varig forandring.