Ny bevilling: Videnscenter om handicap kan fortsætte sit arbejde med at skabe øget deltagelse

NYHED

Vi er utroligt glade for, at Videnscenter om handicap har fået forlænget sin bevilling fra SSA-reserven. Dette betyder, at vores arbejde med at styrke deltagelse for mennesker med handicap kan fortsætte de kommende år.

Forlængelsen sikrer, at Videnscenter om handicap kan fastholde og videreudvikle vores centrale indsatser, som blandt andet inkluderer arbejdet med at skabe øget deltagelse for mennesker med handicap på skole-, uddannelses-, beskæftigelse- og fritidsområdet samt indsatser som Solsikkeprogrammet og Disability Tech Denmark.

En stor tak til forligspartierne og vores gode samarbejdspartnere for at bakke op om vigtigheden af vores indsats. Det er afgørende for, at vi fortsat kan arbejde for at sikre, at mennesker med handicap kan deltage aktivt og ligeværdigt i samfundslivet – fra skolen og arbejdspladsen til fritidslivet.

Vi ser frem til at fortsætte med at nedbryde barrierer og skabe konkrete løsninger, der gør en reel forskel i hverdagen og fremmer lige muligheder for børn, unge og voksne med handicap.

I civilsamfundet ser vi frem til en langsigtet løsning med en model for grundfinansiering. Indtil denne er færdigforhandlet er det glædeligt, at vi fortsat kan sikre vores indsatser gennem midler fra SSA-reserven. Vi håber på en åben og inddragende proces frem mod en mere stabil finansieringsmodel i de kommende år.