Ny aftale sikrer hjælp til veteraner med PTSD

En ny partnerskabsaftale mellem Veterancentret og Videnscenter om handicap sikrer, at indsatsen ’På vej mod en god hverdag’ bliver en fast, landsdækkende indsats. Videnscenter om handicap kan dermed hjælpe endnu flere PTSD-ramte veteraner i den svære overgang fra behandling til ny hverdag med PTSD.

I dag underskrev forsvarsminister Trine Bramsen og formand for Videnscenter om handicap i Handicaporganisationernes Hus en ny partnerskabsaftale, som betyder at veteranindsatsen ”På vej mod en god hverdag” bliver en fast, landsdækkende indsats.

I 10 år har vi haft en veteranpolitik. Vi er nået langt og har i dag en veteranindsats, som i langt større grad understøtter vores udsendte før, under og efter en udsendelse. Men det er afgørende, at vi fortætter med at udvikle veteranindsatsen på baggrund af viden og udsendelsernes skiftende karakter. Det er dette nye tiltag et fint eksempel på”, siger forsvarsminister Trine Bramsen i forbindelse med underskrivelse af aftalen.

Læs pressemeddelelsen her

Konsulenter fra Videnscenter om handicap har siden 2015 hjulpet PTSD-ramte veteraner på vej mod en god hverdag på projektbasis. Det er dette projekt, der nu bliver en fast indsats. I indsatsen får veteranen tilknyttet en personlig konsulent, der altid er tilgængelig, og som støtter og hjælper veteranen efter behov.

Til underskrivelsen af aftalen var der også en samtale mellem videnscentrets 360-graders konsulent Peter Due og to veteraner, som tidligere har været en del af indsatsen:

”Konsulenten kom og sagde ’Vi skal nok støtte dig, vi skal nok være den, der kan hjælpe dig med at navigere rundt’ – det hjalp mig meget i den situation, jeg stod i,” fortalte veteranen Michael.

Læs mere om veteranindsatsen her.