Nye videoer giver værktøjer til inklusionsarbejdet

I to nye videoer giver konsulent hos Videnscenter om handicap Tine Soulié værktøjer til, hvordan alle elever bliver en del af bevægelsesfællesskabet i undervisningen.

Vi ved, at de fleste elever har et stort behov for en varieret undervisning, som er praksisrettet, og som har kroppen i spil, men hvordan kan du som lærer eller pædagog mere konkret arbejde med sådan en type undervisning? I to nye videoer giver konsulent hos Videnscenter om handicap Tine Soulié konkrete værktøjer til det arbejde.

"I den første video, der handler om inklusion, får du viden om, hvorfor børn med særlige behov har behov for bevægelse i undervisningen, og hvorfor det er vigtigt, at alle deltager. I den anden, der handler om, hvordan du får alle med, får du viden om, hvilke pædagogiske og didaktiske metoder der er virksomme i en inkluderende undervisning med bevægelse,” siger Tine Soulié.

Vil du vide mere?

Videoerne er udviklet i forbindelse med vores arbejde med vores aktivitetsdatabase ”Bevægelse For Alle”, som du kan læse mere om her: https://www.aktiviteterforalle.dk/.

Herudover kan du også finde inspiration til inklusion i idrætsfaget og i andre fag her: ”Alle til idræt” https://videnomhandicap.dk/da/alletilidraet/alle-til-idraet-hent-kapitler-og-aktiviteter/ og ”Tilpasset Idræt og Bevægelse I Skolen – TIBIS”: http://tibis.dk/.   

Kontakt konsulent Tine Soulié for mere info på ts@remove-this.handivid.remove-this.dk

Tag værktøjerne i brug

Hvad er formålet med undervisningen, og hvad er elevernes lærings- og deltagelsesforudsætninger? Det er ngole af de spørgsmål, der er gode at overveje, når man som lærer skal i gang med undervisningen. Spørgsmålene kan samtidig hjælpe dig med at vurdere, hvad formålet med bevægelsen i undervisningen skal være. Her kan du bruge ”HV-instruktionslisten”, som kan gøre din forberedelse af eleverne og din undervisning meget nemmere. Du kan således skabe tryghed igennem struktur.

Når du skal skabe et udviklende læringsmiljø, kan du også benytte ”Tilpasningshjulet”, som vi har skabt, så alle kan deltage i aktiviteten, opleve at mestre og opfylde passende forventninger til læring.

Tillidsfulde relationer er essentielle for at kunne skabe gode rammer for bevægelse i skolen. Det handler om, at alle elever oplever at være en del af et fællesskabet. Her handler det om, at du som lærer eller pædagog er lydhør over for elevernes perspektiver. Samtidig handler tillidsfulde relationer om, at forskellighed imellem eleverne bliver set som en værdi og en styrke. I arbejdet med at skabe tillidsfulde relationer kan du eksempelvis benytte vores dialogkort, som kan åbne op for mange spændende og lærerige samtaler og dialoger i undervisningen. QR-koden på det enkelte dialogkort kan scannes med mobilen - herefter bliver du ledt videre til en video, som kan bruges til at sætte tanker i gang hos eleverne om, hvordan forskellige handlinger kan opfattes som styrker.