I år tiltræder en ny bestyrelse for Videnscenter om handicap. Sif Holst er ny bestyrelsesformand, mens Tine Teilmann er ny næstformand. Det er samtidig et farvel til Jens Boe Nielsen som bestyrelsesformand efter 18 år på posten.

Ny formand for bestyrelsen Sif Holst, er også næstformand i Danske Handicaporganisationer og kandidat til FN’s Handicapkomité.

Sif Holst har et stort fokus på ulighed i sundhed socialt, geografisk, mellem køn og mellem personer med og uden handicap. Hun har også stærkt fokus på mennesker med handicap i relation til verdensmålet ”Leave no one behind”.

Sif Holst siger følgende om den nye rolle som bestyrelsesformand for videnscentret:

Mennesker med handicap blev i mange år gemt væk og fik tilskrevet lille eller ingen værdi i deres samfund. Derfor ser vi i dag udfordringer i forhold til tilgængelighed og inklusion, hvilket medfører unfair og unødvendige barrierer for mennesker med handicap. Hvis vi skal ændre det, må vi også være i stand til at pege på løsninger. Og det er præcis, hvad Videnscenter om handicap gør med sit praksisfokuserede arbejde og vidensdeling. Jeg ser frem til at støtte videnscentrets arbejde, nu som formand”.

Ny næstformand, Tine Teilmann, er også bestyrelsesmedlem i Parasport Danmark og synskonsulent i Roskilde Kommune, hvorfra hun har stor viden om bl.a. idrætsliv, diversitet og tilgængelighed samt erfaringer med at skabe muligheder for et aktivt liv for mennesker med handicap. Tine har også i 12 år siddet i Danmarks Idræts Forbunds bestyrelse.  

Videnscentrets bestyrelse er med til at sætte retningen for organisationens arbejde med at styrke deltagelsen i skole, uddannelse, beskæftigelse og fritidslivet for mennesker med handicap. Det nye formandskab kan med deres erfaringer bidrage væsentligt til det videre arbejde.

Vi siger samtidig tak til Jens Boe Nielsen der i mere end 18 år har bestredet formandsposten. Han fortsætter i bestyrelsen som ordinært medlem.