Jørgen er kørestolsbruger, rugbyspiller og trafikinformatør
Jørgen skal undervise tre 8.klasser i trafiksikkerhed. Han skal fortælle om den trafikulykke, der gjorde ham til kørestolsbruger som 17-årig. Fire drenge fra ottende møder ham uden for skolebygningen. En lærer hjælper ham op ad et trin og ind i bygningen. Undervisningslokalet ligger i kælderetagen, så de skal ned af otte trin. Drengene skal hjælpe ham ned. ”Tag bare fat i rammen og så hold mig vandret, så jeg ikke falder på hovedet”, siger han til drengene. To af dem tager fat i hver sin side af kørestolen og løfter langsomt Jørgen ned ad trappen, et trin ad gangen. De er på hårdt arbejde, og de er tydeligt lettede, da de når kælderetagen. ”Det var dagens morgengymnastik”, siger Jørgen. ”Når vi skal op, finder vi to mere, så I er fire. Så er det lettere.” Drengene følges småsnakkende med ham ind i undervisningslokalet og sætter sig sammen på forreste stolerække.
Fakta
Jørgen er 44 år og arbejder som leder af et trafikambassadørkorps i organisationen Sikker Trafik. Han blev trafikskadet i 1982 og har siden været kørestolsbruger.
Jørgen er gift og bor i hus sammen med sin kone og to delebørn.
Hans arbejde består dels i at besøge folkeskoler rundt omkring i landet, hvor han fortæller elever i 8. – 10. klasse om trafiksikkerhed, og lige for tiden gennemfører han medarbejdersamtaler rundt omkring i landet med de 23 trafikambassadører, som han er leder for. Jørgen udvælger og uddanner disse unge til jobbet.
Kørestolsrugby fangede interessen
Så begyndte interessen at forsvinde fra bordtennis i slutningen af 90’erne. Jeg begyndte at spekulere over, hvor meget tid jeg egentlig brugte på det i forhold til det, jeg fik ud af det, og begyndte så at interessere mig lidt mere for at komme med til familiefester i stedet for at træne. Så det endte faktisk med en periode på næsten tre år, hvor jeg faktisk slet ikke dyrkede sport overhovedet. Jeg konditrænede lidt i min kørestol, men det var også det. Og nød så i fulde drag at kunne være med i det, jeg i mange år ikke havde kunnet deltage i, og det havde jeg det faktisk rigtig fint med, indtil jeg så begyndte at lure lidt på det der kørestolsrugby, som jeg syntes lød rigtig spændende.
Jeg havde egentlig fået tilbud om det rigtig mange gange alle steder fra, også mens jeg spillede elite-bordtennis. Fordi jeg havde en fysik, der var til det og kunne blive god med de point, jeg nu havde. Og det endte så med, at vi startede en rugbyklub på Frederiksberg for 6 år siden. Men jeg har i dag en anden prioritering af min tid, hvor det før hed sport, arbejde og familie, hedder det i dag familie, arbejde og sport. Så det er der, jeg er endt i dag.
Jørgen gør klar til at vise powerpoint – checker både lyd og lys. ”Jeg skal vise nogle billeder. Der kommer følelser på spil”, siger han til læreren med et smil. Læreren hjælper ham med teknikken, og Jørgen samler et par rekvisitter, som han lægger i skødet.
Nu træner jeg rugby to gange om ugen og er med i ledelsen af vores egen lille klub. Jeg er ikke med i noget foreningsarbejde ellers. Samtidig med at jeg i slutningen af firserne dyrkede elitesport, var jeg også meget med i DGI – et landsudvalg og i en masse organisatorisk arbejde. Jeg deltog også i DHIFs landsudvalg for bordtennis, hvor jeg var med i mange år. Så dengang var det både rent praktisk idræt og en masse organisatorisk, som jeg brugte tid på ved siden af.
Eleverne finder langsomt plads på stolerækkerne og Jørgen placerer sig foran dem i sin kørestol. ”Hej!” Siger han. Der høres et spagfærdigt ”hej” fra eleverne. ”Jeg prøver lige igen. HEJ!” Han får et meget højere ”hej” tilbage. ”Det var rart”, siger han og blænder op for det første billede: En bil, der er totalt krøllet sammen efter et sammenstød. ”Jeg har prøvet at sidde i sådan en bil dér”, siger han. ”Derfor sidder jeg her og kommer ikke ind på to ben”. Der er helt stille… ”Jeg vil gerne stille jer nogle spørgsmål. Er der nogen af jer, der dyrker sport?” Der kommer mange svar: Svømning, løb, håndbold, gymnastik… ”Hvad vil I gerne være, når I bliver voksne?” Igen mange svar: Pilot, frisør, astrofysiker, sygeplejerske…
Idræt styrker både fysikken og det mentale
Som nyskadet har idrætten været med til for det første at give mig langt mere fysik. Når man ender i en kørestol, er det vigtigt, at det man har tilbage, fungerer ikke bare 70 % men 120 %. Og idrætten har helt klart været med til at give mig en fysik, der gjorde, at jeg har kunnet klare flere ting, end jeg ellers har kunnet.
Men det har også styrket mig mentalt, og det er klart, at når man deltager i konkurrencesport på eliteplan, beskæftiger man sig også med at ville vinde, og det er jo så også med til at gennemsyre ens hverdag. Man giver ikke så hurtigt og let op.
Den største værdi, jeg har fået, er dog, at jeg har været på nogle rejser og i et selskab, som man ellers ikke ville have kunnet deltage i – og med nogle sjove oplevelse. I slutningen af firserne var der jo ikke handicaptoiletter rundt omkring, når man kom ud. Jeg kan huske, vi engang på en tur til Tyskland kom derned meget sent en aften efter at have kørt ti-tolv timer i bil, og så glædede vi os til en seng at sove i og noget mad at spise. Det mad, der var tilbage, var noget tørt brød og et fad med pølseskiver, og de to senge, der var tilbage, det var overkøjer.
Så vi er somme tider blevet sat på nogle tests og nogle prøver – det er kun sådan noget man overlever, fordi man er 20 år gammel og temmelig ligeglad med alting, for det tror jeg sgu ikke, jeg ville have kunnet byde mig selv i dag. Men det har jo et eller andet sted givet noget, når man kunne overleve det, så kunne man også overleve små hverdagsagtige problemer. Og så det fællesskab, vi havde på turene, hvor vi kunne grine ad hinanden, selv når vi var meget trætte. Vi havde det altid skide hyggeligt.
Dyrker både fællesskabet og det individuelle
Jørgen starter på sin fortælling: ”Da jeg var 17 år, var jeg aktiv håndboldspiller, og min drøm var at blive landmand. Vi boede på en gård. Jeg husker, at jeg havde ferie og skulle starte på landbrugsskolen den følgende mandag sammen med min kammerat. Og den aften skulle vi i biografen sammen…”
Jeg mener helt klart, at man kan overføre oplevelser fra idrætten til hverdagssituationer. Også hvis man ser bort fra de oplagte sundhedsmæssige og fysiske ting, som at kunne klare sig bedre i hverdagen. I idrætsmiljøet er der ikke den der ”mormoragtig” omsorg. Det var mere klar og kontant afregning på det, man stod for, og folk blev hurtigt vurderet: Er du en, der vil gøre noget for at hjælpe dig selv og andre, jamen så har du også en stor lydhørhed fra os andre. Derimod, hvis man var lidt doven, så fik man det også at vide på en god måde. Så det har helt klart været med til at styrke min situation i al almindelighed, det er der slet ingen tvivl om. Om ikke andet, så kunne man altid få øje på nogen, som havde et handicap, der var værre end ens eget, og så kunne man stille sig selv op mod det og sige, nå, ja, der er da nogen, der har det hårdere og værre end én selv. Så er det nok ikke så slemt alligevel.
Jeg søger stadig den individuelle aktivitet – noget jeg gør for mig selv. Så tager jeg ud og cykler alene, det nyder jeg faktisk. Jeg har sådan en gammel håndcykel. Det er ligesom, da jeg tidligere løb en tur, lige i det øjeblik, man har lyst til det og behov for lige at komme ud og røre sig og gøre det ukompliceret. Man skal ikke have et tidspunkt med andre, og så styrker jeg min egen psyke ved at koncentrere mig om at komme ud og bevæge mig også for at klare hjernen lidt. Det har jeg det fint med.
Jørgen fortæller, hvordan de på vennens knallert kører ind til den nærmeste by, ser en halvdårlig film og, da han tilfældigvis finder to hundredekronesedler i sin jakkelomme, går på værtshus bagefter. Hvordan aftenen udvikler sig til at blive en fest sammen med et par ældre fyre fra byen. Og hvordan Jørgen senere hopper ind på passagersædet i den bil, som én af fyrene kører med vild fart og kort efter mister kontrollen over, så den vælter ind over en grøft og triller rundt på en mark. Jørgen fortæller i detaljer, hvordan han oplevede minutterne efter ulykken, hvor han sad fastklemt i bilen uden at kunne røre sig. Om vennen, der forsøgte at få ham ud, om lyden af ambulancen og de blinkende lys. Falckredderens snakken for at holde ham ved bevidsthed. Om skadestuen, hvor hans tøj blev klippet af og om undersøgelserne af hans skader. Han slutter med at vise et foto af ham selv i hospitalssengen, hvor han i seks uger efter ulykken lå fastgjort med en metalbøjle i kraniet og stræk på rygsøjlen.
”I virker meget, meget stille – er I altid det, spørger han. I må meget gerne stille spørgsmål – om alt hvad I har lyst til at høre om”. Fortsat stilhed… ”Mens I tænker, tager jeg lige en tår vand…”
Et aktivt fritidsliv hjælper i sociale sammenhænge
Jeg støder til stadighed på det, at jeg møder andre ikke-handicappede, som spørger: ’Er du med i OL for handicappede?’ Så siger jeg: ’Ahr, ro på nu!’ Men jeg fortæller så, at jeg spiller kørestols-rugby og hvad det er. Og hvis man så går på You Tube og ser filmklip af det, så bliver de meget imponerede og synes, at det var da alligevel fantastisk, at man kan det. Men sådan bottomline, så har det jo noget at gøre med, at man viser, at man kan noget. Når man kan noget, så får man også en lidt højere status i sociale sammenhæng generelt set.
Jeg har også oplevet at det, at jeg er i kørestol og fortæller, at jeg har et arbejde, overrasker mange. De har sikkert tænkt, at jeg er pensionist og sidder derhjemme og læser. Og når jeg så ligefrem både har et arbejde og dyrker sport, jamen, så er det som om ens sociale status stiger. Men det gælder jo for alle mennesker. Arbejdsløse er jo i det samme problem. Hvis man mister sit arbejde og ikke har noget, så er man i manges øjne lavstatus.
Efter pausen kommer der mange spørgsmål, og Jørgen fortsætter med at fortælle om livet efter ulykken. Om den dag, da han kom op at sidde igen, og lægen sagde, ”du kommer nok ikke til at gå igen”. Og han tænkte: Det gør jeg da! Om tiden på genoptræningshospitalet: ”Jeg var en stor baby på 17 år, der skulle lære alt forfra. I dag er jeg selvhjulpen, men det tager mig en time at få tøj på og blive klar om morgenen. Og jeg skal have hjælp til trapper, som I ved”, fortæller han.
Vil flytte andres holdninger til mennesker med handicap
Jeg tror, jeg kan være med til at flytte nogle holdninger til handicappede. Det er ikke noget, der i sig selv er et mål for mig. Jeg har ikke en mission om, at jeg skal ud og flytte folks barrierer. Men jeg kan godt lide at flytte folks fordomme. Det synes jeg, man skal gøre, hvis man har muligheden for det. Jeg har oplevet det i forbindelse med, at vi blev europamestre i bordtennis. Da fik vi meget opmærksomhed, også fra steder, hvor man ikke har med handicap at gøre. Alt lige fra sportsjournalister til borgmestre. Så er man pludselig nede ved borgmesteren i sin hjemby og modtage en eller anden vase eller pakke chokolade, for nu er man et af bysbørnene, der har gjort en særlig præstation, så er der også mange dér, der tænker: ’Nå, det er én i kørestol, det var da alligevel meget flot.’ De bliver lidt imponerede, det er egentlig meget flot, at det kunne lade sig gøre. Det er da med til i den sammenhæng at flytte nogen ting.
Han fortæller om den dag 1½ år efter ulykken, da han var på besøg i sin håndboldklub og sad i sin kørestol på banen, da de andre skulle i gang med spillet. Og en af spillerne sagde: ”Du er sgu lidt i vejen!” Da gik det op for mig: ”Du Jørgen, du kommer aldrig til at spille håndbold igen eller gå i naturen og blive landmand!”
Bruger erfaringer fra frivillige organisationer i sit arbejde
Jeg tror det har haft betydning, at jeg altid har blandet mig i mange ting og været synlig. Når man blander sig i meget og er med i meget, så får man også nogle kompetencer. Man samler noget op, som man kan bruge andre steder, og idrætten har nogle grundlæggende værdier, som er gode at have med i mange ting; sundhed og trivsel, at man passer lidt på sin krop og alle de ting, til at man styrker sin psyke ved det. Men det er også sådan, at når man er med i noget organisatorisk inden for handicapidrætten, både i klubber og på landsplan, så lærer man, hvordan store organisationer handler og virker. Man lærer at samarbejde med rigtig mange forskellige typer mennesker, for når man er 300 idrætsudøvere samlet, så er man jo også 300 forskellige mennesker samlet. Og det skal jo fungere uanset hvad. Og så det, at man arbejder rigtig meget med nogle, som udfører et stort stykke arbejde på frivillig basis, det betyder også, at man arbejder med græsrødder med noget engagement, ikke mindst nogen, der brænder for noget og som er meget nidkære omkring det, de brænder for.
Et par af drengene sidder uroligt på stolene, og en lærer sætter sig hen til dem. De falder til ro. De andre er stille og lydhøre. ”Hvem andre end mig selv har det haft konsekvenser for, at jeg ikke passede på mig selv”, spørger han eleverne. Dine forældre svarer en af eleverne. ”Ja, min mor har grædt mange tårer. Det gør stort indtryk på én at se sin mor så ked af det”, siger Jørgen. Stilhed. ”Tiden er gået. I må godt klappe nu, for nu er jeg færdig”, siger han med et smil, og stemningen løser op.
Meget af det, jeg har lært gennem idrætten ved både at arbejde med det i praksis, men også organisatorisk, det bruger jeg i mit arbejde, fordi det at håndtere en gruppe mennesker i et professionelt arbejde eller i en idrætsklub, det er jo mange gange det samme. Og når man oplever sine holdkammerater være i en presset situation, hvor de måske har tabt en kamp og er pisse-trætte, altså hvor de viser nogle sider af sig selv, som kan være sat lidt på spidsen. Jamen der lærer man at håndtere de personer på en lidt mere barsk måde, end man måske gør med mange af sine kolleger, eller dem man samarbejder med via sit arbejde. For der er man jo ikke sammen på sammen måde. Det er nogen andre måder, man er sammen på. Der en man måske lidt mere pæn over for hinanden.
Da Jørgen skal ud af bygningen igen, står de fire drenge parat til at hjælpe ham op af trappen.
Der er mange paralleller til det arbejde jeg har nu (udvælge og uddanne trafikambassadører). Jeg bruger meget at lære den enkeltes ressourcer at kende, både fysisk og mentalt. For så ved jeg også, hvor meget jeg kan regne med dem i forbindelse med det arbejde, det nu er. Og det synes jeg man lærer at gennemskue, når man har set tilpas mange udmattede idrætsudøvere gennem tiden. Man lærer, at det i bund og grund er kroppen der bestemmer, hvor frisk man er til at lave et stykke arbejde, så det bruger jeg en hel masse af. Der er i hvert fald en kompetence, der er god at have med i bagagen, når man skal coache folk.
