Lasse har muskelsvind og spiller el-hockey
Det startede i Aalborg i 1993, hvor vi som nogle af de allerførste begyndte at spille el-hockey i Ålborg. Til at starte med tossede vi bare rundt, det var ikke sådan specielt hockey-minded, mest bare leg. Og så lærte vi noget af at se, hvordan de andre klarede sig.
Jeg havde min søster og vores forældre med til el-hockey, hvilket var ret unikt for den tid. De hyggede sig så ude bag ved med kaffe og udvekslede erfaringer. Det er noget man ikke ser så meget i dag. Nu har de jo næsten hjælpere lige fra de bliver født. Jeg fik først hjælper på, da jeg var 18 år.
Spillerne kommer ind i hallen i deres el-kørestole. Alle ledsaget af hjælpere. De er svært fysisk handicappede – flere af dem har muskelsvind. En efter en løftes de fra kørestolen med i en el-hockey-stol, nogle i en lift med et sejl, andre i armene på en stærk, mandlig hjælper.
El-hockey stolen minder mest af alt om en go-cart med høj ryg og armlæn. Den ligger lavt, har et stort hjul i hver side og et drejeligt hjul bagpå. Foran fødderne er der en ramme, der beskytter spillernes fødder, og på rammen sidder en vinge, som spillerne styrer den lille hockey-bold med. Stolen manøvreres med et joy-stick, der er monteret på stolens armlæn eller holdes af spilleren med begge hænder. Stolen er af træ og har et flot design, og det ser ret sejt ud, når spilleren suser af sted i den.
Fakta
Lasse er 31 år og har muskelsvind. Han bruger el-kørestol, og har personlig hjælper hele døgnet.
Han er lige flyttet i eget hus, som forældrene ejer, og som han bor til leje i. Hidtil har han boet hos sine forældre i en tilbygning til deres hus.
Lasse er uddannet medie-grafiker med speciale i hjemmeside og arbejder i et IT-firma, som han ejer sammen med en anden. Lasse arbejder fuld tid, somme tider lidt mere.
Vandt DM fire gange
I starten var det sådan, at vi kun mødtes med Skive, som var de eneste andre, der spillede hockey, og spillede kamp for sjov. Så blev jeg rygopereret, og da jeg så kom tilbage, var Dan startet og Per Rosenmeyer. Dan er Danmarks mindste mand og en rigtig god ven. Dan, Per, Karsten og mig, vi dannede eliteholdet, hvor vi vandt DM fire gange. Der var nogle år ind imellem, hvor vi vandt sølv, jeg kan ikke huske præcis, hvordan det var, men jeg kan i hvert fald huske, at sidst vi blev mestre var i 2000.
Så synes nogle af os, at det blev for hårdt. Karsten synes det var for hårdt, og der var nogle der syntes, at det blev for resultatpræget. Så vi lavede vores eget hold og rykkede os selv ned i anden division. Det blev for meget med at skulle vinde hele tiden. Nogen gange var der en træls tone på holdet. Aldrig bagefter, da var vi de bedste venner, men det var meget resultatpræget, også fra trænerens side, at vi skulle vinde, og det var også fint nok, når nu vi havde prøvet at vinde, og havde vundet så meget. Men vi kunne jo ikke vinde hver gang. Og så valgte vi at lave vores eget hold og rykkede ned. Dan og Per kørte videre på førsteholdet. Og Per Rosenmeyer begyndte at spille bordtennis i stedet for. Dan har altid spillet på højeste niveau.
Fokuserer på det sociale i idrætsfællesskabet
Lasse har været på en 45 minutters køretur for at nå frem til hallen. Han kommer i egen bil, som køres af hans hjælper, en ung, veltrænet mand, som har været hjælper for Lasse i mange år. Nu er han i omklædningsrummet og hjælperen gør hockey-stolen klar. Lasse kører ned ad rampen og ind i hallen. Han hilser på et par medspillere, og de småsnakker med hinanden. Tonen er en venskabelig og lidt drillende. De kender hinanden godt.
Lige nu spiller jeg, fordi jeg kan lide det og for det sociale, og fordi jeg får det der afbræk, og det har en afstressende effekt på mig. Jeg spiller ikke for at vinde noget. Og så alligevel – jeg spiller ikke turnering mere, fordi jeg følte, at jeg ikke mere kunne det, jeg kunne før. Så der er stadig et konkurrence-menneske i mig, for jeg vil ikke bare køre rundt på banen og være i vejen. Det har meget at gøre med balancen i stolen. Enten har jeg fået en lidt dårligere balance, eller også er mine arme blevet lidt dårligere. Derfor føler jeg ikke, jeg kan give mig fuldt ud. Men det er fint nok, jeg vil hellere bruge tiden på noget andet. Men jeg bevarer kontakten til dem ved at træne, og det synes jeg altid er sjovt, og det er til at holde til. Og mange af de andre er jeg også sammen med i andre sammenhænge, det er mit netværk. Og det er jo dejligt, at man har en dag, hvor man ved, at man mødes.
Lasses løftes over i sin hockeystol af sin hjælper. Han spændes fast med remme om livet og om lårene. En sikkerhedssele fæstnes over skuldrene og nakkestøtten monteres og justeres. Lasse kører ind på banen og slutter sig til opvarmningen. Gruppen af spillere består af unge mænd og en enkelt ung kvinde.Træneren sætter tekniske øvelser i gang. Nogle kører slalom mellem kegler. Andre træner aflevering og skud på mål. Spillerne taler lavmælt til hinanden. El-hockey er ikke et højrøstet boldspil. De fleste spillere har ikke luft til at råbe. Hockeystolene har en lille elektrisk lyd som en symaskine, som, sammen med lyden af gummihjul mod trægulv dominerer lydbilledet.
El-hockey er en kontaktsport
El-hockey er den eneste kontaktsport for sådan nogen som os, der er svært fysisk handicappede, og så er det også den eneste holdsport. Ellers er det jo basket og rugby, og det har jeg overhovedet ikke kræfter til. Så det er den eneste sport med en bold, hvor man spiller på hold og mod nogen andre. Og så er den også med lidt fart og lidt hård en gang imellem.
Sporten er også blevet for hård, efter min mening, de sidste par år. Man tackler meget mere, end man gjorde før i tiden, forstået på den måde, at man kører meget tæt og rører hinanden. Det er især andre typer spillere end dem med muskelsvind. Der er flere, der har en ret stærk overkrop og som kan sætte hånden på jorden, hvis de er ved at vælte. Så trykker de lige stolen op igen. Det er jeg lidt bange for. For hvis jeg vælter, så slår jeg mig rigtig meget, både hoved og krop, for jeg kan ikke tage fra overhovedet. Så det er selvfølgelig der, hvor forskellen er.
Spillerne kører koncentreret. Hurtige accelerationer, stop, vendinger, skarpe drejninger. Små, fint justerede bevægelser for at føre bolden fremad med vingen. Lasse øver målmandsspil. En for en kører spillerne imod ham med bolden, som han parerer ved at fange den med vingen eller dreje hurtigt, så bolden stoppe stoppes af stolens ramme. Derefter trænes angreb og forsvar, 3 spillere på hvert hold. Spillerne er hurtige til at undvige hinanden, og stolene støder sjældent sammen. Det ser let ud, som om stolen er en del af spillerens krop.
Resultaterne er vigtige, men ikke alt
Jeg har ikke særlig meget identitet som idrætsmand mere, jeg kan godt pege på nogle, f.eks. Dan – han er jo idrætsmand med hud og hår. Han er meget engageret og meget vinder-orienteret. Han tager aldrig let på tingene, han er meget seriøs, når han træner. Så bliver man også den bedste til tingene, jo.
Men så meget har jeg aldrig gjort ved det. For mig har det lige så meget været sammenholdet og det sociale. Men selvfølgelig, i den periode, hvor vi vandt, der betød det rigtig meget, og jeg vil også sige, at jeg er stolt over, at jeg har været med til at vinde de mesterskaber. For der er der en vindertype inden i mig. Og det gælder også i mit firmaarbejde, det er ikke kun specifikt på sporten. Det er noget af min personlighed. Og en del af min opdragelse. Far og mor har på ingen måde pacet os i sporten. De har selvfølgelig syntes, at det var flot, når vi vandt, men det er ikke noget med, at det var der, vi skulle præstere. Sådan har det aldrig været. Det har mere været noget med, at vi skulle have uddannelse og job. Det har betydet meget mere.
Men i alt hvad jeg gør, så gør jeg ikke noget halvt. Så når jeg har været med i sporten, så gik jeg selvfølgelig også op i det. For hvis ikke det at vinde betyder noget for mig, så havde jeg også spillet videre, jo. Så det betyder selvfølgelig også noget for mig. Men boldspillet, det at man kan drible og lave noget sjovt, det at man kan noget teknisk, det lægger jeg vægt på.
Der er pause. Lasse har fået kolde hænder, og hans hjælper varmer dem med en hårtørrer. Han får problemer med at styre hænderne, når der er koldt i hallen. Det optimale er 20-22 grader og ingen træk, siger han. Spillet er i gang. Der er 3 spillere på hvert hold. Lasse starter på udskiftningsbænken. Det går kvikt. Bolden skifter spiller hurtigere, end man kan følge med fra sidelinien. Lasse kommer ind i spillet og finder sin plads. Spillet fortsætter. Hurtige angreb, hvor bolden føres mod mål. Markeringer og bratte opbremsninger. Mandsopdækning og lyden af stol mod stol – træ mod træ. ”Det er hårdt for kroppen og krævende for balancen”, siger Lasse. Det er de hurtige opbremsninger, der trætter. Kontakt er ikke tilladt ifølge reglerne, siger han, men man dømmer for mildt for det, så spillet bliver hårdere og hårdere. Også fordi der er flere fysisk stærke spillere nu, end der var tidligere.
Overvejer at blive træner, når kroppen siger stop
Jeg tænker, at hvis jeg i fremtiden bliver for svag til el-hockey, så stopper jeg med idræt. Jeg har ikke lyst til at dyrke noget andet. Det, jeg bruger det til nu, er også fællesskabsfølelsen og for at hjælpe dem deroppe. Så længe jeg kan bruges i træningen, så er det fint nok. Der er jo altid brug for nogen, så der kan laves to hold. Det er det jeg gør nu, kan man sige.
Jeg har prøvet at være træner, og det kunne jeg også godt. Men jeg vil også have tid til det. Det er noget af det, jeg godt kunne tænke mig engang, men det føler jeg ikke, jeg kan overkomme nu. Men i mit bestyrelsesarbejde vil jeg falde for aldersgrænsen, når jeg bliver 35 år, og så kan jeg overveje at starte noget træner-arbejde. Men jeg tror, det er meget vigtigt, at jeg så også fortsætter med at træne deroppe. Ellers tror jeg, jeg mister kontakten. Men jeg synes selv, at jeg har prøvet det, jeg skulle inden for den sportsverden, både at blive mester og være træner.
Træningen er slut og spillerne småsnakker sammen i små grupper. Lasse hjælpes tilbage i sin kørestol og kører op ad rampen igen. Op i cafeteriet, hvor spillerne spiser deres mad sammen efter træningen. ”Det er noget af det vigtigste, sige Lasse. Dem jeg snakker med her, er mit netværk.”
