Nyeste tal om deltagelse 2025
Videnscenter om handicap samler hvert år de nyeste tal om mennesker med handicaps deltagelse i centrale samfundsarenaer. I “Deltagelse i tal 2025” får du et opdateret overblik over deltagelse på skole- og uddannelsesområdet, beskæftigelse, fritidsliv & natur samt tech – suppleret med udvalgte resultater fra Solsikkeprogrammet og VOH’s egne undersøgelser.
Deltagelse i samfundets fællesskaber er mere end en rettighed. Det er forudsætningen for trivsel, læring, arbejdsliv og hverdagsglæde. Årets udgave viser både fremskridt og vedvarende barrierer og peger på løsninger tæt på praksis; i klasselokalet, i studiemiljøet, på arbejdspladsen, i foreningslivet og i naturen.
Nyt i årets udgave – en forsmag
I 2025 løfter vi særlige nøgletal fra egne undersøgelser og projekter, hvor ny viden er klar:
-
Frikvarter for alle: Indblik i, hvordan pauserne opleves for elever – I projektet “Frikvarter for alle” kommer vi til at udvikle konkrete redskaber til ro, struktur og deltagelse, som lærere og pædagoger kan bruge.
-
Danmarkskort for beskæftigelse: Et nyt interaktivt Danmarkskort gør det lettere at sammenligne kommuners resultater og lære af de steder, der lykkes – fx ift. veje ind i fleksjob og varige job, som du kan læse mere om i udgivelsen.
-
Sammen om fritid: Årets udgivelse giver et indblik i deltagelsen i fritidsaktiviteter hos unge med usynlige handicap. I projektet “Sammen om fritid” samler vi erfaringer om, hvordan man gør foreningslivet mere inkluderende for børn, unge og voksne.
-
Tech: I årets udgivelse er der et nyt afsnit om teknologi med afsæt i Disability Tech Denmark og Inclusive Tech Lab, hvor vi har fokus på at omsætte teknologi til reel deltagelse gennem kompetenceudvikling, brugerinvolvering, implementering og samarbejde.
Videnscenter om handicap arbejder for at skabe inkluderende fællesskaber og styrkede muligheder for deltagelse for børn, unge og voksne med handicap. Vi måler på netop deltagelse, fordi det fortæller noget om i hvor høj grad det lykkes os som samfund at sikre muligheder for, at mennesker med handicap kan være med i skolen, arbejdspladser og i fritiden. Med tallene kan vi på centrale områder følge op på, hvor langt vi reelt er med til at skabe deltagelsesmuligheder for mennesker med handicap.