Gry er ordblind: ”Jeg prøver så vidt muligt at undgå skriftsproget”
Vi har mødt Gry Nicolaisen til en snak om, hvordan det er at have et usynligt handicap som ordblindhed i en verden, hvor skriftsproget dominerer. Fra skoletidens prøvelser til dagligdagens små sejre med ordblindhed og Solsikken.
”Mine udfordringer i hverdagen kan blandt være, at folk bliver trætte af, at jeg ringer i stedet for at skrive SMS’er, fordi det er mere naturligt for mig at ringe.”
Sådan fortæller Gry om, hvordan det kan skabe udfordringer, når man møder sine omgivelser med et andet udgangspunkt.
Verden er fyldt med skrift. Det er en let måde at kommunikere på, hvis det altså falder en naturligt. Hvis man som Gry er ordblind, er skriftsproget derimod en virkelig stor barriere, og noget man møder overalt: under uddannelse, i offentlig transport, på museum og på arbejde.
Vidste du?
Ca. hver fjerde har et usynligt handicap. Gælder aldersgruppen 16-64 år. Udregninger baseret på VIVE's 2020 SHILD undersøgelse.
Minder om skole- og uddannelsestiden giver blandede følelser
Når Gry tænker tilbage på sin tid i folkeskolen og på uddannelse, er det med blandede følelser. ”Jeg er blevet mobbet hele min skoletid,” siger hun og forklarer, at hun ikke trak sig fra fællesskabet, fordi hun ikke ville være en del af det. Hun ville gerne være en del af fællesskabet med de andre elever, men ofte kunne hun ikke få sine hjælpemidler til at fungere – hjælpemidlerne var både en forudsætning for at hun kunne deltage i frikvartererne og i timerne.
Nogle lærere var søde til at scanne teksterne ind, så hun kunne benytte sine hjælpemidler optimalt. Desværre var teksterne bare ofte scannet skævt ind, så de ikke var til at læse. ”Så for det meste lod jeg bare som om, at jeg havde læst det frem for rent faktisk at få dem fortalt, at det var scannet skråt ind,” siger hun. Til sidst så hun det nemlig bare som en gave, hvis lærerne huskede, at skriftsproget var en udfordring for hende, for det var der mange lærere, der ikke gjorde.
Sådan er det at gå på arbejde med et usynligt handicap
Gry er ikke længere en del af uddannelsessystemet, men har fået arbejdet i et supermarked. Særligt med mails og optællingslister oplever hun udfordringer. Hun husker engang, hvor hun skulle rundt og tjekke datoer, uden at kunne få læst op. Heldigvis var det et produkt, hun havde set mange gange før. Indpakningen var blå og hvid. Hun havde fået det med på madpakken, da hun var barn. Alligevel ledte hun forgæves i op imod en time, for hun kunne ikke læse, hvad der stod på håndscanneren.
“Hvad leder du egentlig efter?” spurgte en forbipasserende driftsleder. “Jeg kan virkelig ikke læse, hvad der står på den her, og jeg vil virkelig bare gerne gøre det her selvstændigt, fordi det har med min stolthed at gøre,” svarede hun frustreret, og fortæller, at det endte med, at han læste op for hende. Gry følte sig utroligt dum.
I dag bærer Gry solsikkesnoren hver dag, når hun er på arbejde i Bilka, der som en del af Salling Group er gået med i Solsikkeprogrammet.
”Når jeg bærer Solsikken, ønsker jeg, at folk møder mig med en åbenhed frem for en fordom om, at jeg bare er dum, eller at jeg ikke kan finde ud af mit arbejde.”
Hun oplever, at hun med solsikkesnoren om halsen møder en større forståelse, og så giver det en lettelse, når folk tilbyder hende hjælp, før hun selv beder om den.
Men et usynligt handicap som ordblindhed giver også udfordringer andre steder end uddannelse og på job.
Kulturoplevelser med andre forudsætninger
“Jamen, hvorfor render du rundt med høretelefoner på herinde i det her miljø?”
Det spørgsmål får Gry nogle gange fra andre gæster, når hun er på museum. Ofte har hun også problemer med at få sine hjælpemidler til at virke, for den ledsagende tekst til malerier eller andre kunstgenstande er gerne skrevet på matte flader, hvor hendes hjælpemidler kommer til kort.
Hun vil egentlig bare gerne at suge al den viden og information til sig, som hun kan, og ønsker ikke at virke uengageret eller forstyrre de andre gæster. Særligt det sidste kommer hun til, når hun tager billeder af de ting, hun ser. “Folk har det faktisk med at gå ind foran, når man er i selve situationen, fordi der er sådan en kultur – man tager bare ikke billeder af de her ting,” siger hun og fortsætter:
“Når man har det handicap, jeg har, bliver man bare nødt til at tage et billede for rent faktisk at kunne skabe sig en forståelse af, hvilken kunstner man står og kigger på.”
”Ej, hver er det en sej snor”
Når Gry bærer Solsikkesnoren på arbejde, får hun dagligt gode historier med hjem om, hvordan den gør en forskel. Hun husker blandt andet en lille pige, der så usikker ud. Pigen havde Solsikken på, så Gry gik hen til hende, viste pigen sin egen snor og sagde: “Ej, hvor er det en sej snor.” Det gjorde en stor forskel “Hun bliver bare så glad og åbner op og nærmest giver mig en highfive,” siger Gry. Forældrene blev også glade, og senere viste det sig, at den lille pige, der før hadede at tage i supermarkedet, nu kan lide det. “Det var virkelig rart og en succeshistorie både for mig og pigen,” fortsætter Gry. At være rollemodel – særligt for børn – betyder ret meget for hende, og hun mener, at voksne skal stå ved deres handicap – for hvordan skal børn ellers kunne gøre det?
