Portrætbillede af Karina med Solsikkesnoren på.

Karina har fibromyalgi og bruger Solsikken: Et signal om behov for plads og tid

Karina har fibromyalgi, som er en kronisk smertetilstand. Vi har mødt hende til en snak om, hvordan hendes usynlige handicap påvirker hende på blandt andet arbejdspladsen og til koncerter, og hvordan Solsikken hjælper.

 

“Det er en stor opgave at være syg på en arbejdsplads,” fortæller Karina, der har fibromyalgi. Fibromyalgi er en kronisk smertetilstand i hele kroppen. Det er forskelligt, hvordan sygdommen kommer til udtryk, men Karina oplever hukommelsesbesvær, tinnitus, langvarigt stresssyndrom og PTSD.

“Folk, der tror, at træthed er træthed. Det er altså ikke den samme slags træthed, jeg har, som alle andre mennesker har,” forklarer hun.

Den øgede udtrætning blev et problem for Karina, da hun havde ledelsesansvar på sin arbejdsplads. Det stiller nogle andre krav til hende, og hendes medarbejdere og kolleger havde forskellige forventninger til hende. Hun skulle være overskudsagtig, lytte til problemer og give ros. I den situation var det svært at sætte sine egne behov først.

 

Vidste du?

Ca. hver fjerde har et usynligt handicap. Gælder aldersgruppen 16-64 år. Udregninger baseret på VIVE's 2020 SHILD undersøgelse.

Én sygdom – mange udfordringer

Det er dog ikke kun på arbejdspladsen, at Karina er udfordret af sin fibromyalgi. Uanset om hun er ude at handle, til koncert eller andre steder er hun udsat for et bombardement af lyde og lugte. Hendes fibromyalgi sætter nemlig hendes sanseapparat på overarbejde, og hun er konstant bange for, at forbipasserende bomber ind i hende, for så oplever hun stærke smerter. Af samme grund kan hun ikke holde til at have for mange mennesker omkring sig. Hun tager tit sin mand eller datter med, når hun kommer forskellige steder, så de kan hjælpe hende. Det sker også, at hun går med høretelefoner for at afskærme sig selv fra omverdenen, og er hendes overskud særligt lavt, skynder hun sig ud i sin bil og går så ind i butikken igen senere.

 

Portrætbillede af Karina med Solsikkesnoren på - play-icon

Hør Karina fortælle om Solsikken.

I videoen fortæller Karina om, hvordan hun ønsker at andre reagerer, når de ser Solsikken.

Solsikken bruges til at arbejde med diversitet og inklusion på arbejdspladser

Solsikken er et signal om, at man kan have behov for ekstra tid, tålmodighed og hjælp på grund af sit usynlige handicap.

Solsikkesnoren kom til Danmark i Københavns Lufthavn i 2019, da der man blev opmærksom på, at der var en kundegruppe med nogle lidt andre behov end de øvrige passagerer. Siden er det gået stærkt, og mange virksomheder er i dag en del af Solsikkeprogrammet. De virksomheder, som er med i Solsikkeprogrammet, forpligter sig til at træne sine medarbejdere, så de ved, hvad det vil sige at have et usynligt handicap, og hvordan man bedst møder en person med usynlige handicap.

Flere af de virksomheder, der går med i Solsikkeprogrammet, begynder også at arbejde med inklusion og diversitet internt på arbejdspladsen. Det gælder fx Novo Nordisk, der gik med i Solsikkeprogrammet i slutningen af september 2023 og i den forbindelse har afholdt workshops om inklusion for medarbejdere og ledere i organisationen.

At bære solsikken er et valg

Netop ekstra tid, hjælp og tålmodighed er det, som Karina har mest brug for, når hun er forskellige steder. Det kan også bare være et smil, og så at folk ikke misforstår, når hun sætter sig ned på en stol, som egentlig er tiltænkt ældre eller gangbesværede. Hun er ingen af delene, men har også brug for et hvil ind imellem på grund af sin fibromyalgi.

“Når man har Solsikkesnoren på, så er det, fordi man har valgt at tage den på den dag, fordi man måske ikke har det så godt, eller også har man brug for hjælp,” forklarer Karina.

Hjælpen kan være, at andre mennesker i køen lige er opmærksomme på, at give hende plads og tid.

Tid har hun også brug for på sin arbejdsplads. “Altså for mit vedkommende kan jeg ikke sidde særligt længe. Jeg har brug for at stå op,” siger hun og fortsætter: “Jeg har brug for at gå på en gang eller kigge ud ad et vindue og lige slappe af i hjernen et øjeblik.”

Vil du se, hvilke virksomheder der anerkender Solsikken? På denne side kan du finde et kort over de virksomheder, der er med i Solsikkeprogrammet.