Rapport: Sådan forholder handicaporganisationer sig til Disability Tech

RAPPORT

Denne rapport er et af de første skridt mod opbygningen af en fælles vidensbase, som skal informere Disability Tech Denmark alliancens arbejde med at styrke inklusion, livskvalitet og deltagelsesmuligheder for mennesker med handicap ved hjælp af digitale teknologiske løsninger.

Rapporten er baseret på en omfattende survey blandt en række handicaporganisationer samt input fra Disability Tech Denmark Innovationstopmødet 2025, der samlede omkring 300 deltagere med interesse for et mere inkluderende samfund.

Rapporten definerer Disability Tech som digitale teknologiske løsninger udviklet med henblik på at styrke mennesker med handicaps hverdag og øge deres deltagelsesmuligheder i samfundet. Disability Tech inkluderer digitale løsninger, der udvikles i tæt samarbejde med brugerne selv.

Handicaporganisationerne ser store potentialer i Disability Tech til at forbedre livskvaliteten og deltagelsen i arbejde, uddannelse og fritid. Der fremhæves især teknologiernes evne til at tilpasse sig individuelle behov gennem AI og brugerinvolvering.

Barriererne identificeret af organisationerne omfatter økonomiske begrænsninger, manglende brugerinvolvering, mangelfuld kompetenceopbygning, samt utilstrækkelig forskning og ledelsesfokus. Uklare bevillingsprocesser og forskelle på tværs af kommuner fremhæves også som væsentlige udfordringer.

For at imødekomme disse barrierer anbefales blandt andet systematisk brugerinvolvering i hele implementeringsforløbet, styrkelse af kompetencer hos både brugere og fagpersonale, klarere og mere langsigtede bevillingsrammer samt øget ledelsesfokus. Der peges desuden på betydningen af stærkere samarbejde mellem handicaporganisationer, offentlige myndigheder, forskningsinstitutioner og private virksomheder for at styrke udvikling og udbredelse af Disability Tech.

Portrætbillede af Morten Hauge Larsen

Morten Hauge Larsen

Konsulent

92 15 32 38