Hvilket arbejdsmarked drømmer du om?
Det har vi bedt vores tre nye skribenter Sebastian Gråbæk, Helene Aaes-Jørgensen og Tina Højager sætte et par ord på. Det er der kommet tre skarpe og poetiske svar ud af.
Sebastian Gråbæk

Jeg drømmer om en arbejdsplads, hvor alle medarbejderes spidskompetencer kommer i spil.
Jeg drømmer om en arbejdsplads, hvor alle medarbejderes spidskompetencer kommer i spil. Uanset alder, køn, handicap, personlighedstræk eller andre særlige behov skal det være hinandens styrker, man i fællesskab spiller gode. Jeg drømmer om, at man slet ikke tænker over diversitet som en fælles præmis, men at mangfoldigheden fyldes naturligt ud, når man ikke blot ansætter den samme type medarbejder gang på gang. Arbejdsgiverne er nødt til at tage en chance for at blive positivt overrasket.
Jeg drømmer om i højere grad at kunne spejle mig selv i andre kollegaer med et handicap. Jeg drømmer om ikke at stå op om morgenen med en følelse af at skulle præstere bedre og yde en ekstra indsats end mine kollegaer for at opveje for mit fysiske handicap. Jeg drømmer om et arbejdsmarked, hvor det i alles øjne er en selvfølge, at alle kan og gerne vil bidrage med noget værdifuldt hver eneste dag.
Helene Aaes Jørgensen

Jeg drømmer om et arbejdsmarked, hvor arbejdet kan tilpasses mennesket – ikke omvendt.
Jeg har på det seneste været i gang med jobsøgning. Jeg har derfor læst en masse jobopslag og været til samtaler hos en skare af virksomheder. Gang på gang er jeg blevet mødt af den samme erkendelse: Et arbejdsmarked der kan rumme mennesker med handicap, er et bedre arbejdsmarked for alle.
Gennem min jobsøgning kan jeg kun mindes at have stødt på én stilling, hvor det var nævnt, at der var mulighed for et andet timetal end de ordinære 37 timer.
For nogle er det et fast vilkår ikke at kunne arbejde 37 timer. For andre kan livet pludselig tage en drejning, der gør, at det i en periode er nødvendigt at arbejde mindre. Alligevel kan det være svært at finde plads til på nutidens arbejdsmarked. Man hører desværre igen og igen om mennesker, der gerne vil arbejde, men som ikke passer ind i “standardvilkårene” – og derfor ender med at blive skubbet ud.
Det synes jeg er ærgerligt.
Jeg drømmer om et arbejdsmarked, hvor arbejdet kan tilpasses mennesket – ikke omvendt. Hvor arbejdstid og arbejdsliv kan tilrettelægges fleksibelt, så der også er plads til sygdom, familie, fritid og alt det andet, livet rummer. For jeg tror på, at et arbejdsmarked med plads til forskellighed giver bedre trivsel og et stærkere arbejdsliv for os alle – både dem med og uden handicap.
Tina Højager

Kort sagt – jeg drømmer om et mere inkluderende arbejdsmarked, for det er til gavn for alle – også mennesker uden handicap.
Jeg drømmer om en arbejdsplads, hvor vi som medarbejdere med handicap ikke skammer os over at italesætte vores funktionsnedsættelse og de styrker og behov, der følger med den.
En arbejdsplads hvor vi føler os trygge nok til at tage magten over vores egen fortælling og stå ved vores behov, fordi vi tror på, at vi fortjener et arbejdsliv, hvor vi trives på den lange bane og oplever at blive mødt med forståelse og anerkendelse.
Jeg drømmer om en arbejdsplads, hvor funktionsnedsættelsen ikke ses som en begrænsning, men som en styrke, de kan få gavn af, hvis de tilbyder de rette arbejdsmæssige rammer.
Jeg drømmer om en større samfundsændring og arbejdspladser, der sætter handling bag ord, når de hævder, at de har en forpligtelse til at ansætte medarbejdere med handicap, fordi de ved af erfaring, at et handicap i de rette rammer kan være en kompetence – en styrke.
Kort sagt – jeg drømmer om et mere inkluderende arbejdsmarked, for det er til gavn for alle – også mennesker uden handicap.

