Tværgående modeller
Deltagelsesspiralen

Deltagelsesspiralens grundelementer
Modellens fire cirkler repræsenterer selvstændige delelementer, der er forbundet i en cyklus:
Et menneskes motivation kan føre til deltagelse i en konkret situation.
På baggrund af deltagelsen vil man få en erfaring, der vil påvirke ens selvopfattelse.
En opfattelse der igen vil medføre en motivation for deltagelse i en enten gentagende eller ny situation.
På denne måde vil deltagelsen bevæge sig i en spiral med flere og nye deltagelsesbaner.
Læs mere om de enkelte elementer ved at trykke på info-cirklerne på modellen herover

Motivation
Motivation omhandler menneskets drivkraft til at handle. Motivationen kan både være drevet af følelser som fx lyst, skam, nysgerrighed eller frygt, men kan også være påvirket af ydre faktorer som eksempelvis lovgivning, økonomi, fagprofessionelles rådgivning og støtte, kollegaers blikke eller familiens håb og ønsker.
Bag alle handlinger ligger der således en motivation. Motivation skal derfor heller ikke kun forstås som noget positivt.
Fx kan man både være motiveret til at gå i skole, tage til spejder eller køre på arbejde. Men man kan også være motiveret til at blive hjemme, melde sig syg eller sige op. At understøtte skabelsen af deltagelsesfremmende motivation anses for at være et nøgleelement i forhold til at starte en meningsfuld deltagelsesproces.

Deltagelse
Deltagelse er den aktive proces, hvor mennesket sætter sin motivation i spil og vælger at møde op og aktivt involvere sig selv i en social aktivitet eller situation.
At deltage er således mere end et fremmøde og en tilstedeværelse.
Det er en engageret involvering i en social situation.
Sagt med andre ord; det ikke deltagelse, hvis man blot dukker op til festen og sidder passivt alene i hjørnet – man skal billedligt talt enten med ud på dansegulvet, op i baren, eller på anden måde engagere sig og opleve at man er involveret.

Erfaring
Erfaring er betydningen af den oplevelse, som mennesket har med den pågældende deltagelsessituation.
En erfaring der altid vil tage afsæt i de forudgående forventninger den enkelte har til deltagelsen.
Forventninger, som bygger på menneskets tidligere erfaringer eller mangel på selv samme.
Såfremt deltagelsesoplevelsen er i overensstemmelse med forventningen, da vil erfaringen blot være en gentagelse og bekræftelse af den
nuværende livssituation

Selvopfattelse
Selvopfattelse kan betegnes som det blik, mennesket får på sig selv på baggrund af erfaringen.
Det kan være at se sig selv som et menneske, der er sjovt, kedeligt, en god ven, modigt, stædigt, altid mislykkes eller som et menneske, der typisk lykkes, hvis man kæmper for det.
Selvopfattelsen har derfor stor betydning for, hvor motiveret man er for at påbegynde en ny deltagelsesbane i spiralen med nye hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige handlinger.
Læs, hvordan deltagelsesspiralen kan bruges på dit fagområde:
Roller i deltagelsesspiralen

Roller i deltagelsesspiralen
Alle mennesker deltager hver dag i mindre eller større deltagelsesprocesser. ‘Deltagelsesproces’ er en henvisning til den proces, der foregår imellem den enkelte og det sociale miljø før, under og efter deltagelse i en vilkårlig aktivitet eller situation.
Modellen har til hensigt at skabe en praksisnær forståelse af, hvordan fagprofessionelle, frivillige og/eller pårørende kan styrke, motivere og
støtte op før, under og efter en deltagelsesproces ved at indtage forskellige pædagogiske roller. Rollerne der præsenteres i modellen bygger på forskellige psykologiske og pædagogiske teoretiske, empiriske og erfaringsbaserede perspektiver og indsigter.

Inden deltagelsen
Inden du kan støtte et andet menneske i deres deltagelsesproces, er der særligt tre perspektiver, du skal have for øje.
Aladdin rækker sin hånd ud til Jasmin og spørger, “stoler du på mig?”. I rollen som Aladdin har du øje for at skabe tillid imellem dig og den deltagende ved at vise opmærksomhed, nærhed og autentisitet.
Sherlock Holmes opklarer mysterier. I rollen som Sherlock Holmes gør du dig umage med at opklare og forstå, hvorfor den deltagende kan have en nervøsitet over for deltagelsessituationen.
Frodo er hovedansvarlig for at ringen bliver tilintetgjort. Præcis som Frodo, så er det vigtigt at være bevidst om, at du ikke kan eller skal klare alt alene. I mange tilfælde vil det kræve et samarbejde, hvor personer med forskellige kompetencer er med til at støtte den deltagende.

Motivation
Motivation omhandler menneskets drivkraft til at handle, og kan være drevet af følelser, men kan også være påvirket af ydre faktorer som eksempelvis lovgivning, økonomi, fagprofessionelles rådgivning og støtte, kollegaers blikke eller familiens håb og ønsker.
Genie opfylder ønsker. I rollen som Genie er du god til at tage udgangspunkt i den deltagendes drømme og ønsker, og dit fokus er rettet mod, at støtte den deltagende i retningen af deres drøm.
Peter Pan guider Wendy i, hvordan man flyver. I rollen som Peter Pan opstiller du sammen med den deltagende klare rammer for, hvordan den deltagende kan opnå deres mål.

Motivation og deltagelse
Rollerne som Peter Plys og Egon Olsen er centrale roller i krydsfeltet mellem motivation og deltagelse. De er begge en af de vigtigste roller, fordi de skaber tryghed – men på to meget forskellige måder.
Peter Plys er et symbol på tryghed. I rollen som Peter Plys er du et stabilt, omsorgsfuldt menneske, og du forsikrer den deltagende om, at du er med dem hele vejen på sidelinjen.
Egon Olsen har en plan. I rollen som Egon Olsen er du god til at skabe tydelig stuktur, klare forventninger og forudsigelighed for den deltagende, som derigennem skaber et overblik og en tryghed hos dem.

Deltagelse
Deltagelse er den aktive proces, hvor mennesket sætter sin motivation i spil og vælger at møde op og aktivt involvere sig selv i en social aktivitet eller situation.
Den omvendte kamæleon tilpasser omstændighederne og ikke sig selv. Som omvendt kamæleon er du god til at lave tilpasninger til aktiviteten, så flere kan deltage.
Stampe forsikrer Bambi om, at isen er sikker at gå på. Som Stampe tør du at gå forrest i de fleste situationer, og dermed skaber du tryghed og motivation hos andre til at deltage.
Benny er kendt for at rose Egon for sine planer. Som Benny er du skarp i at anerkende andre for deres gode indsats, og herved hjælper du den deltagende i at vokse med opgaven og blive mere selvsikker.

Erfaring
Erfaring er betydningen af den oplevelse, som mennesket har med den pågældende deltagelsessituation og tager afsæt i de forudgående forventninger den enkelte har til deltagelsen.
Dumbo har store ører. Som Dumbo slår du ørene godt ud, lytter efter og spørger ind til, hvad det er den deltagende udtrykker på bagkant af deres deltagelse.
Transformer transformerer sig. Som Transformer transformerer du erfaringsdannelsen i de tilfælde, hvor den umiddelbart ikke falder godt ud, og du støtter dermed den deltagende i at skabe god og realistisk erfaring.

Selvopfattelse
Selvopfattelse kan betegnes som det blik, mennesker har på sig selv. Et blik der er formet af et helt livs erfaringer: livserfaringer, som kan have positiv eller negativ indflydelse på selvopfattelsen.
Pippi er modig og stærk. Som Pippi er du skarp i at give peptalks og støtte mennesket i at skabe et positivt blik på dem selv.
Peter Pedal er nysgerrig på nye ting. Som Peter Pedal er du god til at sænke præsentationsbarren: det er ikke vigtigt at præstere perfekt, men derimod at turde prøve.
Amor er skarp i at skabe gode relationer mellem mennesker. Som Amor sikrer du tryghed og spejling andre: en fællesskabsfølelse der skaber mod til at deltage.
Deltagelsesstjernen

Deltagelsesstjernens grundelementer
Deltagelsesstjernen er udviklet med afsæt i de omgivende miljøfaktorer, som international deltagelsesforskning fremhæver som afgørende (Maxwell et al., 2012; Imms et al., 2016).
Deltagelsesstjernen beskriver således de omgivende miljøfaktorer, der er afgørende i en deltagelsesproces.
Stjernens fem hjørner er ikke direkte forbundet i modellen, men fremstår som selvstændige enheder.
I modsætning til deltagelsesspiralen er de som udgangspunkt ikke er indbyrdes afhængige.
Til gengæld samler alle fem hjørner sig om mennesket i midten, da alle fem grundelementer vil kunne påvirke den enkeltes oplevelse af at kunne, turde og ville deltage.
Læs mere om de enkelte elementer ved at trykke på info-cirklerne i modellen til højre.
Læs mere om Deltagelsesstjernen her.

Synlighed
Synlighed henviser til, at det skal være tydeligt og til at se, at forskellige deltagelsesmuligheder er til stede.
Det handler således først og fremmest om, at tilbuddet overhovedet eksisterer og hernæst om, at de etablerede tilbud bliver bedre til at synliggøre deres tilstedeværelse og åbenhed overfor forskellige målgrupper.
Såfremt der eksempelvis ikke findes fritidstilbud, hvor mennesker med handicap kan deltage, eller at det ikke bliver synliggjort, at de fritidstilbud, der findes også er for mennesker med handicap, så er resultatet med stor sandsynlighed stort set det samme: Ingen deltagelse af mennesker med handicap.
Et andet eksempel er når virksomheder søger nye medarbejdere. Her skal det tydeliggøres, at mennesker med handicap også kan søge job hos dem. Ofte er dette en helt central mangel.

Tilpasninger
Tilpasninger indebærer, at forholdene i og omkring aktiviteten – det kan være boksning i foreningen, matematik i skolen, gruppearbejdet på studiet eller mødet på jobbet – bliver tilpasset, så alle har mulighed for at deltage på tilfredsstillende vis. Tilpasningerne kan fx indebære:
Tilpasning af selve aktivitetens kompleksitet, så den imødekommer det kompetenceniveau, den enkelte har.
Tilbyde nogle alternativer til de rammer, som aktiviteten foregår i.
Skaffe de nødvendige hjælpemidler. Det kan fx være kompenserende læse- og skrive teknologi, der kan imødekomme ordblindhed og synshandicap.
Skabe en mere simpel og struktureret kommunikation der gør aktiviteten mere forståelig og håndterbar. Det kan fx være gennem dialogkort, der rammesætter en samtale.
Tilbyde den enkelte alternative regler og betingelser, der skaber fleksibilitet.

Adgangsforhold
Adgangsforhold betyder, at alle skal kunne og turde komme hen til, ind og rundt til de aktiviteter, som de ønsker at deltage i såvel fysisk som online.
Det handler fx om, at der er handicapparkering og gode transportmuligheder til og fra den pågældende aktivitet. Det kan også handle om, at der er taktile ledelinjer i gulvet for mennesker med synshandicap, en rampe til kørestolsbrugere og gode vejledninger til, hvordan man får adgang til onlinemøder.
Desuden kan man for mennesker med usynlige handicap gøre adgangsforholdene bedre, hvis studiet, arbejdspladsen eller foreningen fx er bekendt med Solsikkesnoren, og hermed signalerer at der er en forståelse og accept af den pågældendes situation.
Adgang handler således ikke kun om fysisk at kunne komme hen til, ind og rundt, men for mange også om at turde tage bussen derhen, gå ind ad døren og rundt i lokalet

Ressourcer
Ressourcer hentyder til de praktiske omstændigheder, der henholdsvis kan gøre deltagelsen overkommelig eller uoverkommelig. Ressourcer kan blandt andet omfatte:
Tid: Tiden, det tager at komme til og fra den pågældende aktivitet kan være en udslagsgivende faktor. Det er vigtigt, at en aktivitet kan betale sig i forhold til den energi, der bruges på den.
Økonomi: Aktiviteter, tilbud og løsninger skal være økonomisk bæredygtige og fair. Fx skal man have råd til en fritidsaktivitet og til de hjælpemidler, det kræver, for at man kan deltage.
Administration: De administrative og lovgivningsmæssige processer og forhold der kan muliggøre deltagelse skal være gennemskuelige og overkommelige. Det kunne fx være en ansøgning om aktivitetshjælpemidler.

Relationer
Relationer handler i denne sammenhæng om, at både mennesket, der skal deltage, og de andre, der er en del af deltagelsessituationen, skal være parate til at indgå i et inkluderende fællesskab med gensidig accept og respekt for
hinanden.
Hvorledes det relationelle fremmer eller hæmmer deltagelse vil i høj grad afhænge af de holdninger og forventninger, som både individet og de andre har. I denne sammenhæng er det særligt vigtigt at få lavet en forventningsafstemning i forhold til balancen i mellem ansvar og støtte.
At skabe deltagelsesfremmende relationer, handler i høj grad også om den
kommunikation, der foregår imellem parterne. Det er således væsentligt, at man som leder, klasselærer eller aktivitetsansvarlig er med til at skabe en kultur, hvor man aktivt har fokus på at fremme inkluderende fællesskaber. Det kan fx være at italesætte nogle konkrete guidelines såsom, at man altid siger goddag/godmorgen og farvel til hinanden, når man kommer og går hjem.
Læs, hvordan deltagelsestjernen kan bruges på dit fagområde: