Annika er rygskadet og dyrker ridning på eliteniveau
Annika går hen mod boksen, hvor en ung, mørkbrun og nysgerrig hest står og ser efter hende. Hun går langsomt og lidt ustabilt, som om hun ikke har helt styr på sine led. ”Hej stjerne” siger hun roligt med lys stemme. Hesten lægger an til at blive kælet, og Annika giver den et par skovlfulde foder. ”Så kan han nå at spise inden vi skal ride.” Hun småsnakker til ham, mens hun gør klar til at tage ham ud af boksen. ”Han er en rigtig kælepotte. Det er hyggeligt!”
Jeg er meget konkurrencemenneske og har redet konkurrencer meget intensivt siden jeg var 6. Og som junior og ungrytter, dvs. mellem at jeg var 17 og 21, red jeg også på ungdomslandsholdet. Der red jeg stævner rundt omkring i hele Europa.
Det har altid været det, der har været målet – det, der har sat én op til at træne. At komme ud og præstere og vise, hvad man kan. Have et mål med ens idræt og have et mål med at træne. Jeg kunne ikke forenes med bare at have en hest og så ride en skovtur tre gange om ugen. Jeg skal have et mål med det, jeg laver. Og det mål det hedder konkurrencer.
At det så er blevet på så højt et niveau, er jo pga. min skade, kan man sige. For som seniorrytter i dag er det rigtig, rigtig svært at være med i rask-idrætten. Det er top-professionelt, og det er en million-industri, man er oppe imod.
FAKTA
Annika er 32 år. Hun blev skadet i ryggen efter en trafikulykke.
Hun dyrker ridning på eliteniveau, er uddannet civilingeniør og arbejder med vandmiljø. Har redet siden hun var 5 år og derudover dyrket badminton, svømning og dyrket jazz-ballet
Men lige nu er det seriøs og målrettet træning hver eneste dag og planlægning ned til mindste detalje, også i ens hverdag, for at få det til at hænge sammen med privatliv og arbejde, og jeg har en masse andet træning jeg skal til – fysisk træning ved siden af ridningen. Så der ligger rigtig mange træningstimer i mit liv.
Annika trækker hesten over gården inde i stalden. En stærk, varm og sødlig lugt af hestestald slår os i møde, og i stalden er flere unge kvinder og en enkelt ung mand i fuld gang med at klargøre heste til dagens træning.
”Er det din ny hest?” spørger en af kvinderne. ”Ja, og han er rigtig dejlig”. Annika fastgør hesten og går i gang med at pusle. Roligt og koncentreret strigler, børster og reder hun hestens pels, man og hale. Renser hove. Hendes hænder virker svage, men rutinerede, og man kan se, at hun hele tiden skal passe på sin balance.
”Jeg nyder det her”, siger hun, ”og jeg prioriterer at tage mig god tid til det. Det er også en måde at lære hinanden at kende på. Det tager cirka en time at gøre ham klar til træning”.
Annika kommunikerer hele tiden med hesten – som med et menneske. Småsnakker beroligende eller skælder lidt ud og dasker ham, når han skraber med hovene i stengulvet eller rykker sig utålmodigt i tøjret.
”Han skal bare gøre sig bemærket”, siger hun. ”Han er jo kun fem år, bare en baby, så han skal opdrages. Jeg hader uopdragne heste – og uopdragne børn. De skal bare høre efter!” Annika bøjer sig koncentreret og binder benbeskytter på hestens venstre forben. Hendes bevægelser er sarte, men præcise, som om hun har lært sig at gøre alt med mindst mulig brug af kraft.
Blev rygskadet i en trafikulykke
Jeg fik min skade i august 2005. Det var en trafikulykke, hvor jeg kørte galt på en cykel, og så skubbede jeg nogle nakkehvirvler, så min rygmarv blev klemt, så hele mit nervesystem er beskadiget.
Det eneste jeg lå og tænkte på, da jeg lå der og var lam i hele kroppen, det var: Hvornår kan jeg komme ud at ride igen? Så alt det træning, der har været i genoptræningsfasen, var hele tiden med det mål, at jeg skulle ud at ride igen.
Jeg blev udskrevet fra Paraplegifunktionen om torsdagen, og om mandag sad jeg på en hest. Men det var jo på et helt andet niveau. Spørgsmålet var også, om jeg overhovedet kunne komme derop, om jeg overhovedet havde balance og styrke til at sidde deroppe, fordi jeg var rigtig, rigtig svag, da jeg blev udskrevet.
Men jeg har trænet og trænet – for udover at være min hobby er det også god fysisk træning. Det giver så meget at ride. Jeg får styrke i hele min krop og god balance.
Konkurrerer på eliteniveau
”I dag er det første gang, min træner skal se mig på min ny hest. Jeg er spændt på, hvad han synes om ham. Der er kun 1½ år til jeg skal være klar til Paralympic. Det er ikke lang tid! Men vi skal klare det,” siger Annika bestemt. Hesten er klar, og Annika går ud og skifter til ridestøvler. Imens står hesten roligt – den ser ud til at nyde, at dem, der går forbi, lige stryger dens mule. En rigtig kælepotte. Annika kommer tilbage løsner hesten og trækker den ud i gården – ind i ridehuset.
Jeg var jo godt klar over, at jeg ikke helt kunne konkurrere på samme niveau, som jeg gjorde før jeg kom til skade. Og så tilfældigvis hører jeg om, at der bliver afholdt Nordisk Mesterskab for handicapridning i Vallensbæk. Så kører jeg over og kigger på det, og så tænker jeg: Det her, det skal jeg også. Og så blev jeg kontaktet af landstræneren, og i april red jeg mit første internationale stævne i Østrig, og i juli måned blev jeg verdensmester i England. Så det gik rigtig stærkt. Det gjorde det dels, fordi jeg har den baggrund, som jeg har, at jeg havde været så meget konkurrencerytter før, dels at jeg har trænet så meget, og dels, at jeg havde en rigtig god hest.
Vidste du?
Blandt personer med et fysisk handicap, der i høj eller meget høj grad oplever at være hæmmet af deres handicap, angiver næsten hver tredje, at det at være ``for træt eller udkørt`` er en barriere for at være mere fysisk aktive
Den fysiske træning er nødvendig
Annika trækker hesten ind i ridehallen, hen til en mælkekasse, og gør klar til stige op. Hesten rykker sig væk. ”Stå stille!” kommanderer hun og styrer hesten tilbage til kassen. Annika stiger op på kassen, sætter venstre fod i stig bøjlen og svinger roligt højre ben over hestens ryg. Det ser ud til, at det kræver koncentration at holde balancen. ”Stille!” siger hun, sætter sig til rette i sadlen og rider af sted. Opvarmningen er i gang.
Der er to andre ryttere i hallen, og alt ånder ro, kontrol og koncentration. Kun den tørre, døde lyd af hove mod savsmuld høres. De store, smukke heste løber let og elegant, styret af rutinerede ryttere. Rytterne arbejder hver med sin hest uden at kommunikere med hinanden. En tydeligt kyndig mandlig rytter udveksler kommentarer om hesten med en kvinde, som står ved banesiden. Han stiger af hesten og overlader den til kvinden med en ordveksling på engelsk. Annika standser foran manden – det er åbenbart hendes træner.
”Han er lidt ukoncentreret i dag” siger hun. ”Skal jeg ride ham?” spørger manden. ”Ja, lige lidt, så du kan se, hvad jeg har gjort ved ham – om jeg har ødelagt ham helt”, siger hun med et smil.
Sporten giver mig alt. Den gør dels, at jeg får den fysiske træning, som jeg har enormt meget behov for. Så den gør, at jeg kan noget andet ved siden af også. F.eks. gå og stå og gå på trapper og kunne være til. Jeg er nødt til at have et minimum af muskler.
Det er ikke bare en selvfølge for mig at gå ned og hente en liter mælk. Det er jeg nødt til at træne mig op til at kunne. Og så elsker jeg jo den kontakt med hesten og den nuancering, man hele tiden lige finder på. Nej, nu hjalp det lige, at jeg gjorde sådan her. Det er de der detaljer, som jeg synes er enormt fedt, at man har sammen med hesten. At man lige har nogle momenter, en dag hvor man rider har man lige sådan fire skridt, hvor man tænker, yes, det her det bliver godt engang. Det er den læreproces, som jo kan tage måske ti år, som jeg elsker at få frem.
Gik i dvale uden sin hest
Annika overlader hesten til træneren, han stiger op og rider af sted. Han har tydeligt et godt tag på den. ”Det er min første ridetime med min ny hest, så han skal lige mærke, hvordan den er, og lære den nogle detaljer. Det er en sød hest – den skal bare lære nogle ting. Den har et godt temperament for mig, siger hun. Den vil gerne fremad, og den reagerer på meget små ”hjælpere”, det skal den kunne, når det er mig. Jeg har ikke så mange kræfter. Og den skal ikke være uforudsigelig og lave mærkelige ting”.
Det er alle de små detaljer og arbejdet inde i stalden, jeg synes er spændende. Så det giver mig en enorm glæde og, ja, det er det, der gør én glad. Det gør ikke noget, at man står op tidligt i weekenden for at skulle ride. Det er værre når man skal op mandag morgen og skal på arbejde. Jeg var virkelig inde i en krise-periode her de måneder, hvor jeg ikke havde nogen hest fra oktober til jeg fik ham her, hvor jeg simpelthen gik totalt i dvale og sad hjemme i min sofa, når jeg kom hjem fra arbejde og gloede lige ud i luften og tænkte: Jeg går i forfald – det holder jeg ikke til, det her. Det har været et rigtig hårdt år. Men da jeg så fandt ham her og jeg sad på ham den første gang, så tænkte jeg: Det er jo derfor jeg gør det. Og nu her, hvor jeg har fået ham, og jeg kan fornemme at der er fremskridt hele tiden for hver eneste dag, så tænker jeg, det er jo derfor jeg gør det. Det er en livsstil. Altså, jeg har jo redet hver eneste dag nu i 27 år. Det er ikke noget, man bare lige kan lægge på hylden og sige, nu begynder jeg på noget andet eller lægger det fra mig. Det kan jeg ikke.
Annika overtager hesten igen, og træneren begynder at give hende træningsopgaver og korrigere hende. Der er koldt i ridehallen, træneren tager dunjakken på. Men Annika kan sagtens holde varmen, ser det ud til. Hun arbejder koncentreret med hesten, og efterhånden får hun mere styr på den.
Konkurrence-gen giver selvdisciplin
Konkurrencen betyder alt. Jeg kunne ikke leve uden at være konkurrencemenneske. Og så har det hjulpet mig i min genoptræning. Fra at man ikke kunne det mindste, så måtte man bare op og så måtte man træne lidt hårdere. Det gør ondt, og det er der bare ikke noget at gøre ved. Det kræver i bogstaveligste forstand blod, sved og tårer. Og det oplevede jeg jo rigtig mange gange, da jeg var indlagt, hvis ikke man har det der konkurrence-gen, så kommer du heller ikke ret langt. Der er nogen der kommer ned og siger: Nej, jeg er lidt træt i dag. Kan jeg ikke bare lige sidde her, og lige få lidt massage? Jeg sætter mig ikke hjemme i sofaen en hel dag. Jeg må bare af sted. Og det er jo et konkurrence-gen, der driver én, at man har selvdisciplin. Hvis det bare var sådan noget hygge-basis, så gør det jo ikke noget. om man kommer af sted i dag, så kan det være, at jeg kommer af sted i morgen eller så gør jeg det måske på torsdag, så tager vi den derfra.
Mie Maar Andersen
Konsulent, Ph.d.Annika skridter hesten af, klapper den let og roser. Hun småsnakker med træneren, som om de har kendt hinanden længe. Hun skridter hen mod udgangen, hvor hendes far står og venter. ”Ser han ikke fin ud” spørger hun stolt. De småsnakker. Faren mener, det er en god hest, hun har købt. Han går igen. ”Min far arbejder her i nærheden, så jeg ringede til ham og sagde, at han lige kunne komme og kigge”, siger Annika. ”Vi skal lige skridte lidt – køle ned” siger hun. ”Han var meget dygtig i dag!”
Vil hjælpe andre til et aktivt fritidsliv
Mit arbejde handler om lovgivning om vandløb, primært. Jeg er civilingeniør i miljøteknologi. Jeg sidder og administrerer vandløbsloven og sørger for, at vores vandløb har det godt. At der ikke er gift i dem, og at de bliver vedligeholdt. Lige nu sidder vi med vandplaner i EU og skal sørge for god økologisk kvalitet i alle vore vandløb og sådan noget. Så der er meget struktur, og der er meget planlægning i det også. Det afspejler nok lidt mit liv.
Jeg får rigtig mange gode reaktioner, når jeg er ude omkring og fortælle, og jeg kan godt lide at videregive mine erfaringer. Ikke fordi at folk skal høre på mig, men jeg synes bare det er rigtig vigtigt, for jeg har bare set så mange, som falder ned i et hul og ikke rigtig kan komme videre. Hvis jeg kan skubbe nogen i gang med deres liv igen, så vil jeg rigtig gerne være med til det. Og også at få skubbet noget gang i vores sport. For handicapridning har været helt anonym inden for rideverdenen. Jeg kendte ikke til det overhovedet, da jeg startede, og nu er der jo ikke nogen ryttere i hele Danmark stort set, der ikke ved, hvem ride-landsholdet er.
