Udsigt over havet Mini 12, der krænger.

Brian har cerebral parese, er kranfører og går til sejlads

Svømningen begyndte, da jeg gik i børnehave. Der var både handicappede og ikke-handicappede i den børnehave, og vi, som var handicappede, blev taget ud af legen engang imellem og fik noget træning. Allerede dér lærte jeg at være i vand, og der har jeg også lært at gå.

Senere blev der oprettet en svømmeklub, der hed ’Sælungerne’. Den eksisterer stadigvæk. Der var 6 spastikere og en underviser, der hedder Karna Gregersen. Hun er langt over 60 og hun knokler løs stadigvæk. Vi havde sælungerne og så havde vi noget, der hed torsdagsklubben. Der kom jeg op, da jeg var 14-15 år. Jeg har lært at svømme efter Halliwick-metoden. Jeg tror på at det er derfor, jeg kan gå i dag.

Brian kommer gående i sin karakteristiske spastiske gangart hen ad havnekajen sammen med sin hjælper. Han har en rød heldragt på. Det er som om, han skal arbejde koncentreret for at fange balancen i hvert eneste skridt. Han vinker smilende, da han får øje på en flok, der står på broen og venter på at komme i bådene. Brian sætter sig tungt på en bænk, og hans hjælper henter en redningsvest. Hun hjælper ham i vesten og gør klar til at sætte ham op i en lift. Sammen med en anden hjælper sætter hun liftens sejl omkring Brian, gør det fast og hejser ham langsom ned i en rød mini 12er, som kun har plads til én person. Han sidder dybt i båden, tager fat i snorene og får sejlene på plads. ’Jeg sejler over i havnen, så du kan se, hvad jeg kan’, siger han. Et øjeblik efter er han på vej ud forbi molen – ud på fjorden.

Fakta

Brian 44 år. Han er spastiker og har pludselige ufrivillige bevægelser i arme og ben.

Kranen styres normalt med hænderne via joysticks, men til Brian er der konstrueret et system, så han kan styre kranen med fødderne, som han har lidt mere styr på end armene.

Han arbejder der 3½ time 3 dage om ugen, og han har haft jobbet i 2 år.

Lærte at sejle på Egmont Højskolen

Da jeg var 18 år kom jeg på efterskole på Østerskoven. Der var vi ude at svømme engang om ugen. Der lærte jeg en masse ting. At være sammen med andre handicappede døgnet rundt. Og at være væk hjemme fra mor og far – og komme ud at drikke sig skidefuld. Det havde jeg jo ikke mulighed for derhjemme, for jeg kunne jo ikke sådan bare gå ud og snige mig ind på et diskotek. Det gjorde jeg så med mine brødre, da jeg kom hjem. Da var de 16-17 år, og da tog de mig med. Og så skulle de være hjælpere for mig.

Vi indhenter ham i ledsagebåden – midt ude i sejlrenden. Nu er du helt alene, siger jeg. Ja, og det er dejligt, siger han med eftertryk og et stort smil. Han har medvind, og der er god fart på. Han sejler i zig-zag og cirkler, viser, at han har styr på vind og sejl. Her har han ikke brug for hjælper.

Så var jeg på Egmont i et par år, og det var noget andet end Østerskoven, for der skulle man jo passe på sig selv. Der var ikke nogen, der gik og holdt øje med mig, hvis man kan sige det sådan. Det var en frihed. På Egmont skete der rigtig meget. Jeg har været der 3-4 gange siden som elev. Det er som mit andet hjem. Jeg var på et svømmehold en gang imellem, men det var mest sejlads. Der lærte jeg at sejle. Det var vidunderligt, at jeg kunne være alene i en båd, og styre den selv. Man kunne jo godt se lidt på riggen og pille lidt ved roret. Men læreren han sagde ’Du er søn af en skipper, du må sgu lære at sejle!’ Så skubbede han til båden, så jeg røg derudaf. Og så måtte jeg jo prøve mig frem og hive lidt i snorene. Der gik ikke så lang tid, så havde jeg faktisk fundet ud af, hvordan man skulle sejle en mini-12er. Der var jo en motorbåd ved siden af, som kiggede lidt efter mig. Alle de gange jeg har været på Egmont, der har jeg været på sejlads-linien. Hvis jeg nogensinde kommer der igen, så skal jeg også sejle. Det har jeg nok i blodet. Min far og mor var fra Færøerne. Der har jeg også været oppe masser af gange. Der hører jeg også lidt til.

Jeg skal ud i fjorden, siger han. Jeg har lang vej endnu. Nu skal du ikke sejle for langt ud, siger bådføreren. Hvorfor ikke? Det er da derfor jeg er kommet, svarer Brian kækt og sætter sejlet op i vinden. Solen og blæsten klæder ham, og han har styr på tingene. Indimellem krænger båden og Brian følger dens bevægelser. De små både er synkefri, siger bådføreren. Det kan godt være han bliver våd i dag, men båden kan blive helt fuld af vand uden at den synker. Det er en god sikkerhed.

Har været spejder i 36 år

Jeg er også spejder, det har jeg været siden jeg var 7 år. Da blev jeg inviteret til spejder af en anden spastisk dreng, John. Ham kender jeg stadigvæk. Jeg kom ind der og bliver vel modtaget. John holdt hurtigt op, men jeg skulle da blive der. Dengang var vi ulveunger. Men det, der var sjovt, det var at vi spillede dødbold, og de der spejdere, de kunne ikke rigtig li at kaste efter mig. Det måtte jeg så lære dem, at det ku de godt. Jeg har lært mange, mange børn noget om, hvad handicap er, bare ved at være til stede. Vi kom jo der hver torsdag. Jeg har været spejder i 36 år. Det der ligger dybest i mig, det er spejder. Når nu man har været spejder i de her 10-12-15 år, så går man ikke til spejder mere, så ER man spejder. Det er noget, man kan føle. Det betyder, at du ved, at hvis du får et tov i hånden, og du skal lave et eller andet, hvor du skal bruge et tov, så ved du, at du skal starte med et pælestik og så slutte af med et dobbelt-halvstik. Jeg mødes stadig med de spejdere, som jeg har gået med i 25-30 år – vi mødes og får aftensmad hver 3. torsdag. Og så er jeg med i en anden spejderklub, som er for pensionerede spejdere – nå, det er i hvert fald ældre spejdere. De er mindst 50 år og den ældste han er over 90. Så møders vi til en god middag på en restaurant, så kommer der én og holder foredrag.

Vi følger Brian langt ud i fjorden. Han er i sin egen verden og kan bestemme selv. Han sejler altid langt ud, siger bådføreren. Han er nogle gange lidt for dristig. Han skal jo også tilbage igen. Det er gået galt for ham én gang, hvor det blæste op, og han ikke kunne sejle båden tilbage. Vi måtte slæbe ham hjem. Dér indrømmede han, at han blev bange.

Det er et fællesskab at være spejder

Der er også bestyrelsesarbejdet i svømmeklubben. Jeg kan godt lide at være med mange steder, men spejder, det er nok det sidste jeg slipper. Det er sjovt at være sammen med de unge mennesker. Det der med, at første gang jeg kommer, og de ser mig, så tænker de måske ’Hvad fanden skal han her?’ Og der er ingen, der fortæller, hvorfor jeg er der. Men det bliver bare sådan. Så snakker jeg med dem. Jeg var også med på korpslejr i sommer i Skive. Vi var flere tusinde fra hele verden. Vi havde da Peter på besøg, en gammel spejderven fra England. Jeg havde ikke set ham i mange år, så det var sjovt. Sådan møder vi mange mennesker.

Spejderiet, det går jo også ud på og møde mennesker fra andre steder. Så vi kender en hel masse spejdere rundt omkring i hele verden. Så det der med, at man bare skal lære at binde råbåndsknob, det er også rigtigt, men der er meget mere. Det er et helt liv man får.

Brian vender båden og sejler op i vinden. Han må krydse for at komme tilbage. Nu kommer han på arbejde. Stram sejlet lidt mere, råber bådføreren, så får du mere fart på. Brian følger opfordringen og farten øger. Han arbejder sig langsomt tilbage mod havnen og leger ind imellem lidt med vinden. Krænger og retter op igen. Får saltvand i ansigtet.

Frivillige hjælper med at skabe gode rammer

Det med sejladsen, det har jeg gjort siden læreren på Egmont smed mig i en båd i 1987. Da jeg kom hjem i 1989, så går der nok 3 år, så hører jeg at der er nogen i Kolding, der sejler min-12er. Så tænker jeg ’Hvad fanden, der skal jeg da over!’ Og så tager jeg derover, og jeg er taget derover hver torsdag lige siden. Det utrolige er, at de mennesker tager sig tid til at hjælpe os hver eneste torsdag. Det kan godt være, at det ikke er de samme hver gang, men jeg synes, det er fantastisk. Der er nogen der har gjort det faktisk lige så længe, som jeg har sejlet. Det er private mennesker, der har en båd i Kolding havn og har set, at vi er der. De hjælper frivilligt.

Vi er tilbage i havnen og Brian styrer båden ind til broen. Han er den sidste, der kommer ind. Han sejler godt, siger én af de andre. Brian lægger til, og en mand gør liften klar til at hejse ham på land igen. På broen står hans hjælper og tager imod ham.

Jeg har gang i noget næsten hele tiden. Jeg er bestyrelsesmedlem i Spastikerforeningen. Jeg har også været med i elevforeningen på Egmont, men det holder jeg en pause fra nu. Og så har jeg mit job på forbrændningen. Det havde jeg sgu aldrig troet på.