ASF- klasser og særligt tilrettelagte klasser er gymnasiale undervisningsforløb målrettet elever med forskellige typer funktionsnedsættelser, der kan gennemføre en gymnasial uddannelse gennem særligt tilrettelagte uddannelsesforløb.
ASF-klasser er gymnasiale uddannelser for elever med autismespektrumforstyrrelser. Uddannelsesforløb i ASF-klasser er tilrettelagt, så der tages højde for de særlige behov, eleverne oplever på baggrund af deres funktionsnedsættelse. Der er op til 12 elever i en ASF-klasse. Eleverne tager den gymnasiale uddannelser på samme tid som ordinære gymnasiale forløb. Der er 19 ASF-klasser fordelt i landet, både stx, hf, htx og hhx, som tildeles gymnasieskoler i særlige udbudsrunder, og skolerne modtager tilskud til driften af ASF-klasserne.
Særligt tilrettelagte klasser er gymnasiale uddannelser målrettet elever med forskellige former for særlige behov, det kan fx være pga. psykiske udfordringer mv. Undervisningen og rammerne er tilrettelagt, så den tager hensyn til de særlige behov. Det er forskelligt hvor mange elever, der er i klasserne. Nogle forløb er forlænget ift. den normale gennemførelsestid, typisk 3-årige HF-forløb. Klasserne modtager ikke et særligt tilskud til driften, som ASF-klasserne, og der er typisk flere elever i klasserne end i ASF-klasserne.