Inklusion betyder, at man kan deltage aktivt og ligeværdig i fællesskaber. Udfordringer i forhold til inklusion opstår i mødet mellem den enkelte og omgivelserne, det er derfor centralt at fokusere på gode rammer og strukturer, der understøtte deltagelse.
Inklusion er, når en person eller en gruppe af personer deltager aktivt og ligeværdigt i fællesskaber uanset forskelle i forudsætninger og funktionsevne. Med ligeværdigt menes gensidig accept af forskellighed. Med fællesskaber forstås de almindelige samfundsmæssige institutioner, hvor mennesker interagerer og påvirker hinanden, som fx daginstitution, skole, arbejde, uddannelse, foreningsliv og lokalsamfundet [1].
Inklusion er både noget, der skabes som en mulighed for den enkelte, men også noget den enkelte aktivt skal deltage i og være med til at forme. Inklusion bliver på denne måde til et relationelt og kontekstuelt begreb frem for kun et individorienteret begreb [1]. Inklusionsudfordringerne opstår således i mødet mellem deltager og dennes omgivelser og ikke som noget, der er iboende deltageren selv [2].
Inklusion er ikke én metode, men et ideal og et mind-set. Det er således en bestræbelse, som kræver en vedholdende dynamisk proces [3].
Vi skelner mellem:
- Eksklusion – at være uden for fælleskabet
- Segregation – at være i et specialtilbud for mennesker med handicap
- Integration – deltagelse på flertallets (mennesker uden handicaps) betingelser
- Rummelighed – et ‘vi’ og ‘normale’ (mennesker uden handicap) og et ‘de’ og ‘specielle’ (mennesker med handicap)
- Inklusion – hver enkel deltager er med til at definere fællesskabet. For eksempel betyder en ny deltager et helt nyt fællesskab.
Referencer
- Socialstyrelsen. (2013). Inklusion – Afrapportering af begrebsprojekt om inklusion
- Tetler S. (2015). Inklusion – som teoretisk begreb og pragmatisk bestræbelse. I: Petersen K B (red). Perspektiver på inklusion. Cursiv nr. 17 2015
- Alenkær R (red). (2008). Den inkluderende skole – en grundbog. Frydenlund
