Hanne har stammet hele sit liv: Nu hjælper hun andre i samme situation
Man siger, at tredje gang er lykkens gang. I Hanne Høgh Larsens tilfælde passer det. I 2021 tog hun – for tredje gang – kontakt til en talepædagog. Det blev vendingen for Hanne. Vi har talt med hende om, hvordan det er at leve med et talehandicap, beskæftigelse, Solsikken, og hvad det har betydet for hende at blive favnet som den, hun er.
”Det der med at sidde og læse højt fra læsebogen, mens klassekammeraterne fniste og gjorde nar. Det var en rigtig ubehagelig oplevelse,” fortæller Hanne Høgh Larsen om sin tid i folkeskolen. Hun stammer og har gjort det hele sit liv. De andre børns reaktion på hendes stammen gjorde hende tavs op igennem folkeskoletiden, og hun trak sig fra fællesskabet, mindes Hanne.
Sådan er det ikke i dag. Nu vil hun gerne sætte fokus på, hvad det betyder at stamme.
Vidste du?
Ca. hver fjerde har et usynligt handicap. Gælder aldersgruppen 16-64 år. Udregninger baseret på VIVE's 2020 SHILD undersøgelse.
Hanne hjælper andre i samme situation
Da hun blev fyret fra sit job på en højskole, husker Hanne, at lederen roste hende for at stå frem i forskellige medier med sin stammen. Hun er rigtig glad for det skulderklap, selvom situationen ikke var så sjov. I dag husker hun at rose sig selv. Det har hun lært af sin nuværende talepædagog, som hun tog kontakt til i 2021. Talepædagogen er den tredje i rækken, men denne gang har været anderledes. Han var rolig, så hende som et helt menneske og gav hende et trygt rum at stamme i. Hun husker, at hun havde paraderne oppe, første gang de mødtes. Det trygge rum har hun ikke altid haft. Langtfra.
Talepædagogen har lært hende at arbejde med sin vejrtrækning, så hun kun tager omkring fire ord pr. indånding. Ligesom han har lært hende at ”angribe” et ord.
”Hvis jeg eksempelvis har svært ved at sige ’selvfølgelig”, kan jeg bruge et lignende ord som ’naturligvis’ i stedet for,” forklarer Hanne.
Det er de teknikker, som hun nu er med til at give videre i regi af Dansk Stammeforum, som hun har været med til at grundlægge. Det betyder meget for hende, for nu føler hun sig ikke længere alene. Her er hun med til at nedbryde tabuer om det at stamme, og hun fortæller også, hvad andre kan gøre for at hjælpe og støtte hende, hvis hun bliver sårbar på talen, som hun siger. Det handler om, at man skal lade hende tale færdig, og at man skal holde øjenkontakt. Hvis folk spørger hvorfor, fortæller hun om isbjerget. Det er en model, der illustrerer, at kun 10 procent af udfordringerne ved at stamme kan ses og høres af andre. De resterende 90 procent – skylden, skammen, håbløsheden – ligger under havoverfladen og er derfor usynlige for andre.
Har Solsikken i baghånden
Hanne er netop meget opmærksom på at synliggøre de usynlige udfordringer, man kan opleve, når man stammer. Hun går selv med Solsikken, og har god gavn af den, synes hun.
Hun bruger den ikke hver dag. Det er kun, hvis hun fornemmer, at hendes stammen gerne vil tage over. Hun har to Solsikkesnore liggende hjemme og en i bilen, som hun kan tage med sig efter behov. Sommetider er bevidstheden om, at hun har den med nok til at give hende tryghed, fordi hun oplever, at hun får den nødvendige tålmodighed og tid til selv at tale færdig, når hun er ude blandt andre.
Den tredje talepædagog blev vendepunktet
Da Hanne voksede op i 1970’erne blev hun ikke mødt med forståelse i forhold til sin stammen. Når hun fortalte sine forældre, at hun blev drillet, sagde de, at hun bare skulle ignorere det, men det hjalp ikke. Det fortsatte ni år i folkeskolen.
Hun gik i 3. klasse, da hun første gang blev opmærksom på, at hun talte anderledes end de andre børn. Det var et tabu, og så begyndte hun at gå til talepædagog. Det gjorde hun i 4.-5. klasse, men hun oplevede ikke, at det hjalp. Hun blev bedt om at læse højt. Oplevelsen med de andre børns drilleri sad dybt i hende, så hun begyndte at pjække.
Senere kom hun på efterskole og videre på handelsskolen. I de år søgte hun hjælp igen, men talepædagogen skældte hende bare ud, følte hun, så hun stoppede hurtigt igen.
Jobudfordringer som stammer
Hanne ville gerne være skuespiller, da hun var ung. Hendes omgangskreds sagde, at det kunne man ikke blive, når man stammer. Hun begyndte derfor at gå til amatørteater til dels for at modbevise, hvad hun havde fået at vide. Hun var med i et par enkelte forestillinger, mindes Hanne. Det var rigtig sjovt at være med, men forholdet til pennevennen Frank udviklede sig, så hun flyttede fra hjembyen Billund. I dag er de gift.
Hun har aldrig forfulgt skuespillerdrømmene professionelt siden. I stedet blev hun uddannet salgs- og delikatesseassistent, hvor hun skulle have mindst mulig kundekontakt. Kunder kan godt være modbydelige, når de kommer og skælder ud over at have fået et forkert stykke kød, synes Hanne. Netop sådan noget påvirker hendes stammen negativt og gør den mere tydelig.
Hun er gået lidt fra job til job i perioder, fortæller Hanne, og hun drømmer om et brancheskift. Hun vil gerne være pædagogmedhjælper. Når hun får afslag på et job, står det aldrig direkte, at det skyldes hendes stammen. Hun kan derfor ikke bevise noget, men hun har indimellem haft en mistanke.
Et helt nyt liv
Lektionerne hos talepædagogen i kombination med Solsikken har gjort underværker. Selvom Hannes forløb hos ham er afsluttet, ved hun, at hun altid kan sende en SMS, hvis hun har brug for det. Det giver hende tryghed. Hun holder meget på, at hun selv vil bestille pizza i telefonen, og at det er hende, der skal hente billetterne ved skranken, hvis hun og hendes mand Frank skal i biografen. Før i tiden bad hun altid ham om at gøre det. Nu ser hun det som en god mulighed for at træne de teknikker, talepædagogen har givet hende. Hun er heller ikke længere nervøs ved at skulle læse høj. Det gør hun lidt hver dag. Hun husker engang, hvor hun læste ”Lille Sorte Sambo” som godnathistorie for naboen datter. ”Der var ikke noget stammen, mens jeg læste,” fortæller hun stolt.
