Mennesker med handicap i naturen.

Frivillige frontløbere

Frontløberne i 'Natur for alle' er en gruppe frivillige, der alle her interesse for naturen. Frontløberne har forskellige typer handicap, aldre og bor spredt ud over hele landet. Deres rolle i projektet er at inspirere gennem deres personlige fortællinger og at afholde aktiviteter i naturen for mennesker med handicap.

Mere om frontløberne
Natur For Alle Tilgængelighed

Bliv en del af fællesskabet!

For at samle personer med forskellige typer handicap og interesse for naturen, har vi oprettet en åben Facebookgruppe 'Alle ud i naturen - Projekt Natur for alle'. Du finder også frontløbernes aktiviteter som begivenheder inde i gruppen.

Facebookgruppe 'Alle ud i naturen - Projekt Natur for alle'

Mød frontløberne

Herunder kan du læse lidt om de frivillige frontløbere i projektet.

Portrætbillede af Yvonne.

Yvonne Gysloff

Bopæl: Randers

”Mit mål er at få folk til at mærke glæden ved naturen og give dem selvtillid og stolthed gennem den. Det at se liv i øjnene på folk er det der gør det hele værd.”

Portræt af frontløber Gerhard Korbo

Gerhard Korbo

Bopæl: Aalborg

”Jeg kan lide at være aktiv i naturen. Jeg bruger naturen til spænding og glæde over de smukke udsigter, men samtidig kan naturen også have en unik stilhed.”

Portræt af frontløber Erik Kragelund

Erik Kragelund

Bopæl: Rebild

”Jeg brænder for adgang til naturen, fordi naturen holder mig i gang og gør mig godt tilpas - den er vanedannende. I dag betyder naturen også meget for mig psykisk, og minder mig om, at livet ikke er så ringe endda trods skavanker.”

Portrætbillede af Jens Bille

Jens Bille

Bopæl: Køge

”Selvom der kun er meget lidt vildt og beskyttet natur tilbage i Danmark, kan man stadig få oplevelser i naturen mange steder. Et af mine favoritsteder er den lange og brede strand på Fanø med store vidder og udsigt over Vadehavet.``

Portrætbillede af Signe Xian Ertbirk.

Signe Xian Ertbirk

Bopæl: Aalborg

”For mig er naturen et sted, hvor fantasien kan få frit løb og tankerne kan få lidt ro, fordi der ikke er så mange mennesker. Det er vigtigt for mig at vi passer på den.”

Henriette Larsen

Bopæl: Sabro

”Det gør mig glad at være med i frontløberne. For mig giver naturen ro i hovedet, og luft til lungerne. Den gør alting lettere.”

Portræt af frontløber Adam Bruun

Adam Bruun

Bopæl: Frederiksberg

”Natur for mig handler om relationer. Naturen er en god kilde til dialog, og ultimativt også til, at andre får øjnene op for, at naturen og adgangen hertil ikke skal tages forgivet.”

Portræt af frontløber Helga Mark

Helga Mark

Bopæl: København

”En tur i naturen giver mig fred, inklusion, følelsen af at være i et med naturen og elementerne. Det giver mig opladning til at fortsætte, jeg bliver kreativ og får lyst til livet. Jeg bliver glad i låget - jeg er sku sej!”

Portræt af frontløber Tina Østergaard

Tina Østergaard

Bopæl: København/Roskilde

”Jeg brænder for adgangen til naturen, fordi naturoplevelser giver mig en god fornemmelse i kroppen. En opfyldthed af sundhed og energi. Jeg har brugt meget tid, på at finde informationer om adgang, fordi jeg har brug for at føle mig tryg.”

Portræt af frontløber Anne Abrahamsen

Anne Abrahamsen

Bopæl: Aalborg

”Jeg er i nuet, når jeg er i naturen. Både når jeg sidder og ser ud over horisonten ved vandet, og hører bølgerne og mærker vinden, men også når jeg laver noget aktivt, som eksempelvis at ro kajak.”

Portræt af frontløber Isabel Canto

Isabel Canto

Bopæl: Hornbæk

”Jeg brænder for adgang til naturen fordi i naturen mærker jeg livet. Det bringer mig tættere på livet. At benytte naturen uden begrænsninger gør at man kan udføre sine drømme. At huske på at størrelsen på ens handicap er kun afhængig at størrelsen på de forhindringer, der er i naturen.”

Portræt af frontløber Niels Peter Krogh

Niels Peter Krogh

Bopæl: Vester Hornum

”Jeg brænder for adgangen til naturen for at finde værktøjer til at kunne komme ud i naturen på min egen distance. Jeg vil være en øjenåbner for kommunen samt andre med handicap. Jeg vil finde friheden til at bruge naturen på min egen møde.”

Portræt af frontløber Sofie Marie Jensen

Sofie Marie Jensen

Bopæl: Vester Hornum

”Jeg brænder for adgang til naturen, fordi en tur i skoven giver energi og følelsen af ikke at blive begrænset af noget. Det giver mig glæde at bruge kroppen til det den kan. At ride en lang tur er skønt og gør mig glad. I naturen kan man gøre drømme til virkelighed. Det kan gøre en stolt og give en mod.”

Portræt af frontløber Bjørn Larsen

Bjørn Larsen

Bopæl: Ganløse

”Det jeg bedst kan lide i naturen er at give den gas. Det er sjovest, når der er en aktivitet, som at lave bål eller en skattejagt.”

Portræt af frontløber Tobias Riisbjerg

Tobias Riisbjerg

Bopæl: Hvidovre

”Det jeg bedst kan lide i naturen, er ruter som Kløverstier eller Hjertestier, hvor jeg kan vise vej og fortælle hvor vi skal hen. Derfor kan jeg også godt lide o-løb.”

Portræt af frontløber Birgitte Bjørkman

Birgitte Bjørkman

Bopæl: Herlev

”Jeg brænder for adgang til naturen, fordi den har stor betydning både mentalt og fysisk. Naturen giver en på opleveren, alene eller sammen med andre.”

Portræt af frontløber Kathrine Pilgaard Jensen

Kathrine Pilgaard Jensen

Bopæl: Aalborg

”For mig betyder naturen ro til mine tanker og alenetid. Jeg brænder for at alle kan komme sikkert ud i naturen.”

Portræt af Kim Enevold Sørensen.

Kim Enevold Sørensen

Bopæl: Odense

”Naturen har rigtig meget at byde på. De sanseindtryk man kan få er fantastiske, og selv om jeg har nedsat syn, kan jeg godt opleve de smukke farver, høre fuglekvidren og den rislende bæk.”

Portræt af frontløber Rose Maria Helle

Rose-Maria Helle

Bopæl: Rørvig

”Naturen giver mig frihed og er livsnødvendig. Min hund gør det muligt og giver mig omsorg og styrke til at komme ud hver dag. Den omsorg vil jeg gerne give videre og dele ud af, så andre også får den mulighed for at komme ud. Derfor arbejder jeg aktivt på at fjerne barrierer i naturen, så den bliver tilgængelig for alle. Både mennesker med psykiske og fysiske handicap. Det er min drivkraft.”

Portræt af frontløber Stefan Klein

Stefan Klein

Bopæl: Fårevejle

”Jeg kan godt lide at hygge ved bål, at lytte til fuglesang og se årstiderne skifte. Det er spændende at se på dyr forskellige steder som på marken, i skoven, i luften og i vandet.”

Portræt af frontløber Annika Jensen

Annika Mørk Jensen

Bopæl: Gislev

”Jeg brænder for adgang til naturen, fordi den gør noget godt for mig. Jeg kan få prøvet grænser af og udfordre mig selv. Jeg kan opleve naturen alene eller sammen med andre. Er man sammen med andre kan man dele historien. Naturen er en form for medicin for et bedre helbred og giver mig et frirum væk fra hverdagens kampe.”

Portræt af frontløber Peter Ottesen

Peter Ottesen

Bopæl: Roskilde

”Jeg vil gerne lave noget meningsfyldt i dialog sammen med andre. Turene ud i naturen giver et andet perspektiv, eftertænksomhed og fællesskab. At få noget til at lykkes sammen med andre er givende og jeg vil gerne dele min glæde med andre.”

Portræt af frontløber John Olsen

John Olsen

Bopæl: Køge

”Jeg brænder for adgang til naturen, så alle kan få friheden til at komme ud i naturen. Naturen er alting, men hver af os oplever den forskelligt.”

Portræt af frontløber Per Kæsler

Per Kæseler

Bopæl: Skodsborg

”Jeg brænder for de åbne vidder og den friske luft. Vinden er min ven, som får mig til at føle, at jeg er til.”

Portræt af frontløber Henrik Terp

Henrik Terp

Bopæl: Aars

”Jeg vil være med til at vise, hvad naturen byder på, så alle får en forståelse for livets små mirakler.”

Billede af Solveig i naturen.

Solveig Hansen

Bopæl: Kolind, Djursland

”Jeg er vild med naturen! Den er min bedste terapeut og altid god for en fantastisk oplevelse. Jeg er vild med skæve vinkler, knudrede træer, vand og helst også et sted at sidde. Jeg finder steder, hvor jeg ikke behøver gå langt.”

Portræt af frontløber Nichlas Rolff

Nichlas Rolff

Bopæl: Hjørring

”Jeg brænder for at hjælpe kørestolsbrugere med at komme ud og få outdoor-oplevelser. Med det rette gåpåmod og tålmodighed kan man sagtens deltage i friluftslivet og få lige så fantastiske oplevelser som alle andre.”

Portræt af frontløber Jesper Sandgaard

Jesper Sandgaard

Bopæl: Brædstrup

”Gennem hele livet har jeg været heldig at bo tæt på naturen. Som frontløber forsøger jeg at løfte arven efter Jens Vejmand: ”Så jævned' han for andre den vanskelige vej”. Der er også gået sport i at udfordre min kørestol og familie og finde nye veje.”

Billede af frontløber Nina Breilich der kigger ud over vandet.

Nina Breilich

Bopæl: Odense

”Naturen har altid fyldt meget i mit liv, og jeg vil gerne hjælpe andre ud, så de kan opleve, alt det den har at byde på. Det skal være nemt at komme ud i naturen, også for kørestolsbrugere der ikke har adgang til bil, skal kunne tage bussen og komme ud og få naturoplevelser.”

Portræt af frontløber Niels Jarnum

Niels Jarnum

Bopæl: Birkerød

”Tilgængelighed til naturen ligger mig meget på sinde. At komme ud i naturen giver mig mulighed for at dyrke min interesse i fugle og sommerfugle. Naturen giver mig ro og jeg er interesseret i at hjælpe flere naturglade mennesker i kørestol til at mærke det.”

Portræt af frontløber Marianne Bæk

Marianne Bæk

Bopæl: Farum

”Jeg kan godt lide at være med til at gøre en forskel. I samarbejde med CP TV og Natur for Alle, vil jeg gerne være med til at sætte mere fokus på de steder i naturen der er tilgængelige.”

Portræt af frontløber Vibeke Laursen

Vibeke Laursen

Bopæl: Skodsborg

”At være i naturen giver mig en ophøjet ro og anledning til fordybelse og refleksion, som jeg sjældent finder andre steder. Jeg elsker den grønne bøgeskov og synet af råvildt i skovbrynet. Med den enorme glæde naturens fortrinligheder giver mig som kørestolsbruger, føler jeg en indgroet forpligtigelse til at formidle ud til mine ligestillede.”

Portræt af frontløber Martin Guldhammer

Martin Guldhammer

Bopæl: Odense

”At være i naturen giver mig fornyet energi og en indre ro. Min passion i naturen er lystfiskeriet. Grunden til at jeg er frontløber, er at få flere tilgængelige fiskepladser kortlagt samt dele ud af min erfaring.”

Thomas Jacobsen

Bopæl: Holbæk

”Udfordringerne ændrede karakter, da jeg blev kørestolsbruger. Jeg har en hang til at kaste mig ud i ting, jeg ikke har prøvet før. I forsøget på at teste min fysik og mine hjælpemidler, fandt jeg ud af at naturen blev et go-to sted. I naturen kan jeg dyrke outdoorlivet, være alene og nyde fællesskabet. Jeg føler mig mindre begrænset i naturen. ”

Dekorativt element.

Rasmus Pondal Dehn

Bopæl: Stevns

”Naturen er min oplader. Det er som terapi at køre i skoven, og det giver mig en nødvendig energi til hverdagen.”

Alt om frontløberne

Her kan du finde svar på nogle af de mest hyppige spørgsmål omkring frontløberne.

Hvad er en frontløber?

En frontløber i projekt ‘Natur for alle’ er en frivillig person med handicap, som ønsker at inspirere andre til at bruge naturen mere.

Hvad er frontløbernes rolle?

Frontløberne har i projektet en meget vigtig rolle. De deltager i udviklingen af platformen, hvad der skal registreres af information om de tilgængelige naturstier og foreslår gode tilgængelige naturoplevelser i Danmark.

Derudover går de forrest ved at fortælle deres personlige historier om at bruge naturen. De afholder også lokale ture i naturen, hvor de søger at få flere mennesker med handicap ud i naturen.

Nogle steder indgår frontløberne også i lokale samarbejder med kommuner eller turistorganisationer omkring afprøvning af lokale stier og faciliteter.

Hvad laver frontløberne?

Frontløberne udbreder deres personlige historier om at bruge naturen på sociale medier, online artikler, aviser og medlemsblade mv. De sætter fokus på de lokale tilgængelige naturoplevelser der er og inviterer andre med på ture i naturen.

Frontløberne mødes online hver anden måned og fysisk en gang hvert halve år. Derudover har flere af frontløberne gennem projektet skabt et nationalt og lokalt fællesskab, der gør at nogle ses flere gange i mindre grupper.

Hvordan deltager jeg i frontløbernes aktiviteter?

Hold øje med arrangementerne i facebookgruppen ‘Alle ud i naturen – projekt Natur for alle’ hvor frontløberne deler invitationerne til deres ture.

Tag kontakt

Tag kontakt til os, hvis du vil vide mere om 'Natur for alle'

Charlotte Birch-Jessen

Projektkonsulent

92 82 50 94