Kroppen er basis for al læring. Sansninger og kropslige erfaringer er grundlaget for at eksistere som reflekterende individer med sprog, æstetisk fornemmelse og identitet. Dette betyder i praksis, at kroppen er vores primære forståelsesinstans, og basis for den erfaring, det enkelte menneske har (Fredens mfl.).
Kropslig læring gennem kropslig erfaring kommer f.eks. før sproglig læring (Schilhab, Friluftsliv – for mennesker med funktionsnedsættelse, Temanummer i Tidsskriftet Specialpædagogik, nr. 6, 2008).
Ifølge Stern (2000) findes der hos spædbarnet former for kropslig selvfornemmelse forud for selvbevidsthed og sprog. Med fornemmelse mener Stern ikke en speciel ’viden’, men oplevelsen af at kunne handle, af fysisk sammenhæng, af kontinuitet og følelser. Med ’selv’ mener han et bestemt opmærksomhedsmønster. Hvis disse selvfornemmelser svækkes, kan det forstyrre individets sociale og psykiske funktioner (Duesund, 1995). Dette gælder hele livet.
