Socialpædagogik er kundskab og erfaring om livsudfoldelse og udviklingsmuligheder for mennesker med funktionsnedsættelse. Området bygger på viden fra en lang række områder som pædagogik, specialpædagogik, psykologi, sociologi, neuropædagogik, filosofi og antropologi.
Ifølge Socialpædagogernes Landsforbund er målet med socialpædagogikken:
“At alle har ret til et værdigt, meningsfuldt og selvvalgt liv.”
Filosofien er, at alle mennesker udgør en ressource i samfundet.
Derfor er det en kerneopgave at sikre samfundets marginaliserede, stofmisbrugere, hjemløse, voksne og børn med fysiske og psykiske handicaps, socialt udsatte og anbragte børn og unge et bedre liv inkluderet i fællesskabet.
Socialpædagogers kompetence er at møde det enkelte menneske der, hvor det er, og opbygge en relation. Den gode relation betyder, at socialpædagogen har helt særlige muligheder for at støtte den enkelte og samfundet med at inkludere og udvikle det enkelte menneskes potentiale og leve et liv med muligheder.
I den socialpædagogiske kernefaglighed indrettes indsatser og praksis med respekt for borgerens præmisser. Når der tales om socialpædagogiske metoder er der tale om forskellige veje eller taktikker, der tager højde for borgerens nuværende livssituation i ønsket om at ændre eller forbedre denne.
De rigtige metoder sikrer, at der er balance mellem målet og midlet. Der kan være personinvolverende og guidende metoder, men også mere miljøterapeutiske og psykologiske behandlingsmetoder, der involverer hele netværket omkring det enkelte menneske.
Socialpædagogikken hviler samtidig på en anerkendende og respektfuld tilgang. Grundprincipperne er, at menneskets værdighed og integritet aldrig må kompromitteres i ønsket om at skabe en forandring.
Krop og bevægelse er et eksistentielt livsvilkår, og derfor et grundlæggende genstandsfelt i al socialpædagogisk arbejde. Der knytter sig desuden en lang række af værdier til deltagelse i fysiske aktiviteter.
