I idræt opfatter vi almindeligvis kroppen som noget fysisk og fysiologisk. Vi taler om fysisk træning og fysisk aktivitet. Men i forhold til idræt til mennesker med handicap kan vi med fordel betragte kroppen som ikke bare fysisk, men som menneskets måde at være i verden på. Det er kroppen som eksistens, der med sin særegenhed bevæger sig rundt som deltager i forskellige kontekster. Vi tager her udgangspunkt i kropsfænomenologien.
Når man underviser i bevægelse, må man bestræbe sig på at møde deltagerne som mennesker, der er kroppen. Tage konsekvensen af, at mennesker lever og oplever i kroppen og kommunikerer med omgivelserne som levende, udtryksfulde kroppe i bevægelse. Bevægelse har mening for den, der bevæger sig. Bevægelser er udtryksfulde og eksisterer altid i et samspil med omgivelserne. Bevægelse kommunikerer, og andre opfatter og fortolker dette ud fra den kultur, de selv er en del af.
Når vante bevægelser forstyrres ved f.eks. smerter eller handicap, bliver kroppen genstand for personens opmærksomhed, og det frarøver ham overskuddet til at rette opmærksomheden mod omverdenen. I idrætten kan man, hvis aktiviteten er tilrettelagt, så man kan deltage som den krop, man er, glemme kroppen, så man igen kan rette opmærksomheden mod omverden og deltage fuldt.
