Potentialet er tydeligt: 86 % af dem, der ikke går til en fritidsaktivitet, vil enten helt sikkert eller måske gerne gå til noget, og samtidig siger 88 % af de aktivitetsansvarlige, at de ved eller tror, at der går mennesker med usynlige handicap på deres hold.
Det peger på en vigtig erkendelse: Målgruppen er allerede til stede i de fleste fritidsfællesskaber, og mange flere har et ønske om at deltage. Inklusion er derfor ikke en særskilt opgave, men en del af den praksis, mange allerede står i. Alligevel er det ofte alt det rundt om aktiviteten – og ikke selve aktiviteten – der afgør, om deltagerne bliver eller falder fra.
Mange aktivitetsansvarlige vil gerne lykkes med at inkludere flere, men mangler konkrete greb til, hvordan det kan gøres i praksis. Den usikkerhed går også igen i Sammen om fritids undersøgelse, hvor en aktivitetsansvarlig beskriver det sådan:
“Jeg synes, at det er et vigtigt fokus, men lige så vigtigt er: Hvor går grænsen for, hvad jeg som frivillig skal håndtere og gøre ekstra ud af at lære om og håndtere, hvis det handler om, at jeg bare gerne vil lave spejder. Jeg får ikke løn for det, det er ikke mit job, jo jeg vil gerne hjælpe, men det er stadig frivilligt og man bliver kun ved så længe, det er sjovt.”
Citatet peger på en central udfordring: ønsket om at inkludere er der, men det kan være uklart, hvordan det skal gøres i praksis – og hvor grænsen går.



