Nyt projekt: Fagspecifikke netværk for studerende og dimittender skal støtte unge i overgang fra uddannelse til beskæftigelse

Videnscenter om handicap vil i et nyt projekt udvikle netværksforløb med forankring i fagforeninger og a-kasser. Projektet udarbejdes for Videnscenter for Inkluderende Læringsmiljøer, Studenterrådgivningen.

Overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked kan være vanskelig – særligt for studerende med funktionsnedsættelser er der mange barrierer. Dimittender med funktionsnedsættelser har en markant lavere beskæftigelsesgrad og mange oplever fx manglende viden om støtteordninger, tvivl om, hvordan de skal præsentere behov for støtte over for arbejdsgivere og mangel på netværk og sparringsrum med ligesindede. Samtidig efterspørger fagforeninger og a-kasser viden og redskaber til at understøtte denne gruppe.

Videnscenter om handicap vil derfor udvikle fagspecifikke netværksforløb, der skal:

  • Styrke kendskab til arbejdsmarked og ordninger målrettet studerende og dimittender med funktionsnedsættelser
  • Styrke vejledning om jobsøgning med funktionsnedsættelse inden for det aktuelle fagområde
  • Skabe fagligt relevante netværksrum, hvor deltagerne kan inspirere og støtte hinanden på vej mod et job

Målet er at udvikle et koncept for netværksforløbene, der skal gøre det nemt og attraktivt for fagforeninger og a-kasser at oprette sådanne netværk og herigennem understøtte denne gruppes vej mod arbejdsmarkedet. Konceptet vil blive udviklet og afprøvet i projektperioden, der løber indtil udgangen af 2026.

Her skal deltagerne inspirere og støtte hinanden, udveksle erfaringer og få konkret viden om jobsøgning med en funktionsnedsættelse. Samtidig får fagforeninger og a-kasser redskaber og erfaringer, så de på sigt selv kan drive netværkene.