Studerende med funktionsnedsættelser har sjældnere studiejob – nyt projekt skal finde løsninger

Studerende med funktionsnedsættelser har langt sjældnere et studiejob end andre studerende. Nyt projekt fra Videnscenter om handicap undersøger, hvilke barrierer der står i vejen, og hvad der kan gøre en forskel.

For mange studerende er et studiejob en vigtig mulighed for at få erhvervserfaring, styrke CV’et og blive klogere på egne kompetencer og behov i en arbejdssammenhæng. Erfaringerne kan også gøre overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked lettere.

Men mulighederne er ikke de samme for alle. Blandt DJØF-studerende med funktionsnedsættelse har 44 % eksempelvis ikke haft et studiejob, mens det gælder 17 % blandt øvrige studerende på samme område.

Derfor har Videnscenter om handicap sat et nyt projekt i gang, der skal undersøge, hvilke barrierer studerende med funktionsnedsættelser møder, hvad der kan gøre studiejob mere tilgængelige, og hvad arbejdspladser allerede gør, når det lykkes.


Videnscenter om handicap vil undersøge

  • Barrierer og muligheder: Hvad gør det svært for studerende med funktionsnedsættelser at få og fastholde et studiejob?
  • Virksomme løsninger: Hvilke tilpasninger, rammer og greb kan gøre flere studiejob tilgængelige og fungere i praksis?
  • God praksis: Hvad gør studerende og virksomheder allerede i dag, når det lykkes?
  • Anbefalinger: Hvad kan arbejdsgivere, studerende, uddannelsesinstitutioner og politiske aktører konkret gøre for at styrke mulighederne for studiejob?

Studerende er med til at skabe viden

Projektet kombinerer en survey blandt studerende med funktionsnedsættelser, workshops med studerende og nyuddannede samt interviews med studerende og arbejdspladser.

Studerendes erfaringer indgår som en central del af datagrundlaget, men også som en del af vidensproduktionen. Videnscenter om handicap har som del af projektet ansat to studerende med funktionsnedsættelser, som skal bidrage til udviklingen og gennemførelsen af undersøgelsen. Dermed bliver studerendes perspektiver en del af selve vidensarbejdet og ikke alene noget, vi undersøger udefra.

Samarbejde med Dansk Erhverv

Dansk Erhverv indgår som samarbejdspartner i projektet og bidrager med perspektiver fra arbejdsgiversiden. Samarbejdet skal blandt andet være med til at sikre, at projektets viden og anbefalinger bliver relevante og anvendelige for arbejdspladser.

Projektet løber frem til medio 2027 og skal munde ud i konkrete anbefalinger til studerende, arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og andre aktører, der kan være med til at styrke mulighederne for studiejob for studerende med funktionsnedsættelser.

Kontakt os

Tag fat i os, hvis du vil vide mere eller ønsker at bidrage til projektet

Kirsten Bjødstrup Jensen

Projektleder og konsulent

43 14 15 00

Janina Gaarde Rasmussen

Videns- og analysekonsulent

92 82 50 96