Massiv mediedækning i forbindelse med lancering af kendskabs- og brugerundersøgelsen om Solsikken
Solsikken var her, der og alle vegne i mediebilledet, da Solsikkeprogrammet og Videnscenter om handicap offentliggjorde kendskabs- og brugerundersøgelse om Solsikken i marts.
Da Solsikkeprogrammet og Videnscenter om handicap offentliggjorde den nye kendskabs- og brugerundersøgelse om Solsikken i Danmark blev rapporten både taget op på TV2 og DR og flere andre medier og på mange forskellige platforme.
Frederik Sjørslev Søgaard, der er Skadesdirektør i Tryg, fortalte eksempelvis i Go’ Morgen, at han stammer, og hvordan han bærer Solsikken for at sende et vigtigt budskab til sine 900 ansatte. Det gjorde han sammen med Gry Kaalund Nicolaisen, der er forperson i Ordblindeforeningen og selv er ordblind.
I Aftenshowet på DR fortalte daværende forperson for autisme Ungdom Silke Ena Svare Arbo om, hvordan Solsikken hjælper, når man som hende lever med autisme. Her blev pårørendevinklen også dækket, da ekspert i DR-programmet “Kender du typpen?” Jacob Holst Mouritzen fortalte, at hans søn bærer Solsikken.
Endelig mødte seerne Noah Iversen på 10 år i DR’s “Ultra-Nyt”. Her tog de med Noah en tur i Zoologisk Have for at vise, hvordan Solsikken hjælper ham i et miljø, som på grund af hans autisme er udfordrende at være i.
Kendskabs- og brugerundersøgelsen om Solsikken dokumenterer højt kendskab
Den massive medieomtale, som inkluderer næsten 2 millioner visninger af solsikkeindslag på sociale medier, kommer efter, at Solsikkeprogrammet og Videnscenter om handicap kunne offentliggøre en ny kendskabs- og brugerundersøgelse i begyndelsen er marts. Undersøgelsen er lavet i samarbejde med analysebureaet Wilke og dokumenterer et højt kendskab til Solsikken i den danske befolkning. To ud af tre danskere eller 66 procent af de adspurgte kan genkende Solsikken og relevante betydninger af den, og 82 procent svarer at de som minimum kender Solsikken af navn og udseende. På brugersiden svarer 65 procent, at Solsikken har forbedret deres liv. 6 procent svarer endda, at den har været livsændrende.