Rapporter

Titlen på den videnskabelig artikel ’Jeg tør være mig selv’ (’I dare to be myself’, red.) udspringer af et citat fra et interview med en 16-årig pige, der beskriver sin oplevelse af at være deltager på en sportscamp for kørestolsbrugere med cerebral parese (CP). Hun beskriver et dilemma, som mange mennesker med handicap oplever, hvor der på den ene side er et ønske om at stå ved den man er, men på den anden side en oplevelse af, at det kan være nødvendigt at tage en maske på, fordi det autentiske jeg ikke altid passer ind i samfundets normer og kasser.

I det dilemma kan fællesskabet med andre ligestillede noget særligt. Sådanne fællesskaber (også kaldet peer-fællesskaber) kan – modsat en dagligdag som en del af en minoritetsgruppe – tilføre værdi til mennesker med handicaps liv. For selvom oplevelserne er fra mennesker med CP, er det sandsynligt at mange elementer også gælder andre handicapgrupper.

Herunder fremhæves de syv temaer fra den videnskabelige artikel af Mie Maar Andersen og Helle Winther, der tilsammen tegner et billede af, hvordan børn, unge og voksne med CP oplever at være i et fællesskab med ligestillede på en sportscamp.

De syv temaer belyser alle elementer, der står i kontrast til deltagernes hverdag, og er således fund, der bidrager til noget mere og andet end mange af deltagerne er vandt til. De syv temaer kan være med til at tydeliggøre potentialet i aktiviteter og fællesskaber med ligestillede og tydeliggøre, hvordan det i rehabilitering, fritidstilbud, camps og lignende er vigtigt at dyrke dette fællesskab.

1. Oplevelsen af at høre til >< Oplevelsen af at være anderledes

Deltagerne beskriver oplevelsen af at høre til som en kontrast til deres hverdag, hvor de ofte oplever sig selv som en, der afviger fra normen i skolen eller på arbejdet. En rolle og position i det sociale samfund, som mange enten forbinder med kampen for at passe ind eller kampen for at forklare sig selv overfor deres omgivelser. I fællesskabet med ligestillede på campen er dette anderledes. Her befinder de sig blandt ligestillede og føler hermed, at de passer ind, som de er og kan være sig selv.

2. Oplevelsen af social sikkerhed >< Oplevelsen af social usikkerhed

Oplevelsen af social sikkerhed bunder i en følelse af, at de andre deltagere vil støtte og hjælpe til hver en tid. En social sikkerhed der medfører, at deltagerne tør vise og udforske nogle af de mere sårbare sider af sig selv, som de i deres hverdag ofte bruger mange kræfter på at kompensere for og gemme væk for bedre at passe ind.

3. Oplevelsen af en dynamisk synergi >< Oplevelsen af at stå alene

En fælles refleksion fra deltagernes hverdag er oplevelsen af at være alene med deres forskellige kampe. På campen kæmper deltagerne også mange kampe, men føler, i modsætning til hverdagen, at gruppen i et tæt samarbejde skaber energi og synergi til at løfte hinandens kompetenceniveau.

4. Oplevelsen af symmetri >< Oplevelsen af asymmetri

På campen oplever deltagerne, at de rammer et niveau, hvor alle kan være med, hvis de vil. Ydermere bidrager den oplevede symmetri til, at deltagerne kan overføre de andres succeser, og motiveres herigennem til selv at gøre et forsøg. Tesen ”hvis de kan, så kan jeg også!” påvirker således ikke kun troen på sig selv, men også deltagernes adfærd.

5. Oplevelsen af at være en ressource >< Oplevelsen af at være en byrde

Samtidig bliver deltagerne ressourcepersoner for hinanden i målet om at opnå succes i forskellige aktiviteter. En position der både er givende for personen der modtager hjælp og støtte, men i høj grad også for ressourcepersonen. At være en vigtig person for andre kan medføre en oplevelse af at være noget værd, fortæller deltagerne

6. Oplevelsen af at blive set >< Oplevelsen af at blive kigget på

Herudover oplever deltagerne, at de andre ligeledes har en særlig, implicit forståelse for at leve med CP. De oplever i højere grad at blive set som de mennesker, de er, fremfor at blive kigget uforstående på igennem udenforstående øjne. At have CP er på campen en fælles norm, der på den ene side betyder, at alle kan snakke med, men samtidig også er årsag til, at alt ikke behøver blive italesat. Omstændigheder der får deltagerne til at føle, at forholdet imellem dem er stærkere og mere inderligt.

7. Oplevelsen af at være alene

Temaerne viser, at den sociale komponent ved de såkaldte peer-fællesskaber har en værdifuld effekt. Både tilknytningen deltagerne imellem, deres tro på egne evner såvel som engagement og deltagelse på campen samt i hverdagslivet øges i mange tilfælde som følge heraf. Dog er der også enkelte uhensigtsmæssige opmærksomhedspunkter. Som det første oplevede en deltager, at hun blev holdt lidt udenfor. At være udenfor på en camp, hvor alle synes at passe ind, kan virke ekskluderende i en grad der er mere markant, end det ellers er tilfældet i dagligdagen. Derfor er det vigtigt, at alle deltagere aktivt inkluderes i peer-fællesskaber. En anden oplevelse, der har været svær at takle for flere deltagere, er kontrasten til hverdagen. På campen lykkes deltagerne ofte i flok, eller fordi de har den nære støtte fra gruppen. En gruppe, der pludselig er meget langt væk, når man kommer hjem. Savnet og kampen på egen hånd, kan som følge af denne nye, gode erfaring, synes endnu hårdere efterfølgende.

Der er således mange hensigtsmæssige oplevelsestematikker ved fællesskaber imellem ligestillede. Dog er ambitionen med artiklen ikke at argumentere for, at mennesker med handicap skal leve i lukkede samfund. I stedet forsøger Mie Maar Andersen og Helle Winther at vise potentialet ved kombinationen af trygge fællesskaber, hvor man føler sig set, forstået og intuitivt tilpas som et godt supplement til de store samfundsfællesskaber, hvor det for nogle kan kræve et større overskud og mange anstrengelser at deltage og blive inkluderet.

De hobbyer og fritidsaktiviteter vi dyrker i vores fritid, har stor betydning for de fleste. Men når basketholdet tropper op til træning i hallen eller musikskolens elever mødes til samspil, er der oftest ganske få mennesker med handicap iblandt. Dette er et problem, da fritidsaktiviteter bidrager til vores selvtillid, livskvalitet og sundhed samt evnen til at indgå i fællesskaber såsom skole, uddannelse og på arbejdsmarkedet.

Selv når der tages højde for, at denne gruppen af mennesker med handicap er en minoritet i samfundet, er mennesker med handicap stærkt underrepræsenterede i både organiserede og uorganiserede fritidsaktiviteter. Det skyldes ikke, at det står lavere på ønskelisten for mennesker med handicap. Både dansk og international forskning viser, at det har mindst lige så stor betydning for denne gruppe at tage del i de mange glæder og udfordringer, som det danske fritidsliv tilbyder. Kort sagt er motivationen til stede, men det ser ud til at være sværere at blive en del af fritidslivet, når man har et handicap.

Stort potentiale i bedre vejledning og håndholdte indsatser

Notatet fremhæver, at der findes en række løsninger, der har stort potentiale for at fremme mennesker med handicaps deltagelse. Der er et gennemgående behov for bedre vejledning, der sikrer at gruppen med handicap guides mod fritidsaktiviteter, der matcher ønsker og tilpasningsbehov.

Vejledning vil være med til at understøtte det rette valg for den enkelte. Herudover peges der bl.a. i notatet på, at et bedre tværsektorielt samarbejde mellem rehabiliteringsinstanser, handicaporienterede og almene fritidstilbud kan være med til at styrke rekruttering og fastholdelse. Desuden kan en håndholdt indsats, hvor en vejleder følger den, der ønsker at indgå i en fritidsaktivitet i høj grad sikre, at mennesker med f.eks. udviklingshandicap eller sværere funktionsnedsættelser får mulighed for at indgå i fritidsaktiviteter.

Afslutningsvis i notatet opsummerer nedenstående model de anbefalinger om, hvad der vurderes som afgørende i forhold til at få flere mennesker med handicap til at være deltagende i fritidsaktiviteter.