Guide: Her er 3 fritidsdebatter du skal se på Folkemødet

NYHED
Mennesker til Folkemøde dag 2.

Udvalget af debatter på Folkemødet kan være overvældende for selv de mest erfarne Folkemøde-gængere, men Videnscenter om handicap, som også deltager i år, giver her et bud på 3 debatter inden for fritidsliv med fokus på mangfoldighed, handicap og bedre deltagelsesmuligheder for alle, som ser særligt interessante ud.

 

1. Idrætstoppen diskuterer mangfoldighed og social slagside

Arrangør: OMBOLD

Banen er kridtet op til et brag af en debat, når flere af idrættens helt tunge politiske spillere mødes for at diskutere, om der er plads til alle i dansk idræt. Vi er et af verdens mest idrætsaktive lande, men situationen ser væsentligt dårligere ud for mennesker i udsatte positioner såsom hjemløshed, misbrug, psykisk sårbarhed og handicap. Så hvordan sikrer vi, at endnu flere får mulighed for at blive en del af et idrætsfællesskab – og hvad kan man forvente af landets idrætsforeninger og politikere? Det er nogle af de spørgsmål, som der sigtes efter at tage livgreb med i denne debat, hvor bl.a. kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, formand for DIF, Hans Natorp, og bestyrelsesmedlem i DGI, Pia Allerslev, er på plakaten.

Tid og sted: Torsdag d. 15. juni kl. 15.00-15.45, A34 – STAKR & OMBOLD, Danchells Anlæg.

 

2. Hvordan får vi større repræsentation i kulturlivet?

Arrangør: Muskelsvindfonden og Roskilde Festival.

Særligt for kulturfolket er der sandsynligvis en interessant debat at finde på Gæstgiveren, når Muskelsvindfonden og Roskilde Festival sætter fokus på repræsentation i kultur- og musikbranchen. 70% af kunstnere har følt sig presset til at ændre på sig selv for at styrke karrieren – herunder kvinder, mennesker med handicap og minoritetsbaggrund. Det centrale spørgsmål er selvfølgelig, hvordan kurven kan knækkes og der kan skabes større repræsentation.

Tid og sted: Fredag d. 16. juni kl. 15.00-15.45, N9 – Gæsten, Nørregade.

 

3. Er civilsamfundet svaret på velfærdsspørgsmål?

Arrangør: Røde Kors.

Endelig skal der tages hul på nogle af de helt grundlæggende civilsamfundsproblematikker. For flere bliver ældre, syge og sårbare, hvilket sætter velfærdssamfundet under pres. Men misser vi et stort potentiale i civilsamfundet – og hvordan går vi i så fald til opgaven, hvis aktørerne ikke er ansatte, men frivillige? Debatten ser ud til at byde på spændende diskussioner af nogle meget markante og vigtige spørgsmål på civilsamfundsområdet, der sandsynligvis kun vil komme til at fylde mere og mere. Her deltager bl.a. Marie-Louise Gotholdt, der er national chef hos Røde Kors.

Tid og sted: Torsdag d. 15. juni kl. 14.00-15.00, B17 – Røde Kors’ samtalebænk, Nordlandspladsen.

 

Du finder debatterne, og alle de øvrige events, på Folkemødets hjemmeside. Vær dog opmærksom på, at der kan ske ændringer i programmet – så husk at holde øje efterhånden som tiden nærmer sig.