“I naturen er jeg ikke Flemming, der kommer futtende i en kørestol”

NYHED
Flemming Knage i den kørestol, som han har kørt Fyn rundt i. 
Flemming Knage i den kørestol, som han har kørt Fyn rundt i.

Fyn rundt, en mand og hans kørestol. Sådan lød 64-årige Flemming Knages idé, og sidste sommer lykkedes det at trille de sidste kilometer i mål. En udfordrende oplevelse, hvor Flemming Knage undervejs glimtvist glemte sit handicap.

Naturen giver Flemming Knage en følelse af frihed. Det gjorde den også den sommerdag i 2015, hvor han cyklede en tur på sin mountainbike. Men på bakkerne i en grusgrav var han ude for en ulykke, der brækkede hans nakke, og som kostede ham førligheden. Herfra startede et nyt liv. I kørestol og med hjælp døgnet rundt.

Startede med en tur rundt om gadekæret

Efter lang tids hospitalsindlæggelse og endnu længere genoptræning, vendte Flemming Knage hjem til sit nye liv i vante rammer. I sit gule hus i det sydlige Odense vænnede han sig stille og roligt til aldrig at være alene.

– I starten kørte jeg ingen steder hen i min kørestol. Hvis jeg skulle noget, gik der en hjælper bagved og styrede stolen. En dag, var der en, der sagde til mig; ’hvis du savner det, hvorfor kører du så i det mindste ikke rundt om gadekæret selv?’ Og der startede jeg så, fortæller Flemming Knage.

Således tog turen rundt om Fyn sin spæde start. I takt med at Flemming Knage fandt ro i sin nye livssituation, fik han mod på nye oplevelser. I maj 2018 luftede han første gang sin idé for sine hjælpere: Han ville køre Fyn rundt i sin kørestol så kystnært som muligt. Alene og kun med GPS i nødstilfælde.

– Jeg ville gerne noget på egen hånd. Det giver en helt utrolig frihedsfølelse, forklarer han.

Svært at undersøge tilgængelighed på forhånd

Han planlagde sin tur ved at undersøge ruter på Google Maps, som også kunne give ham en fornemmelse af tilgængeligheden. Hver dag blev han kørt ud på ruten i bil, hvor han kørte på egen hånd i et par timer, inden han blev hentet igen på et nyt mødested. Men alt kan ikke ses på et kort, så belægning og bakket terræn kom af og til som en overraskelse.

– Jeg har måttet vende om to gange undervejs, fordi jeg ikke kunne komme igennem. Der var dårligt underlag og for smalt, fortæller Flemming Knage.

Projekt 'Natur for alle'

I ‘Natur for alle’ arbejder vi med at kortlægge og formidle tilgængelig natur i hele landet.

Formålet med projektet er at skabe en digital platform, hvor alle mennesker med handicap kan finde stier i naturen, som passer til deres behov og eventyrlyst.

Læs mere om 'Natur for alle' her.

Den ene gang fandt han en alternativ vej. Den anden gang måtte hjælper og bil komme ham til undsætning, da han kørte fast i perlesten. Med sig havde han sin mobiltelefon, der kunne bruges i sådanne nødstilfælde. Men det forudsatte naturligvis, at han kunne komme til sin telefon.

– Jeg har den udfordring, at alt foregår gennem min hage på mit joystick. Hvis der er mange ujævnheder i vejen, kan jeg faktisk komme til at skubbe det væk fra mig selv. Så er jeg lige pludselig meget alene, forklarer han.

Og det skete også undervejs. Heldigvis kom et cyklede ægtepar ham til undsætning og fik skubbet joysticket på plads. Flemming Knage vil alligevel ikke være de uforudsete hindringer foruden.

– Det er lidt et sats, men det er også det, der giver noget. Jeg synes, det var spændende at selv være frontløber i det. Det var en stor del af oplevelsen, siger han.

I Videnscenter om handicap arbejder vi med at skabe muligheder for, at man ligesom Flemming Knage kan leve et aktivt liv, hvis man har et handicap. I projektet ‘Natur for alle’  arbejder vi med at kortlægge og formidle tilgængelige naturstier, så alle mennesker får mulighed for at gøre brug af naturen og opleve dens positive virkninger.

Baggrunden for projektet er, at mange mennesker med handicap gerne vil mere ud i naturen. I en undersøgelse af friluftsliv blandt mennesker med handicap fra Danske Handicaporganisationer svarer 60 procent, at de gerne vil være mere friluftsaktive, end de er i dag.

Ud og opleve ligesom alle andre

På 33 dage kom Flemming Knage sin fødeø rundt. Og da han kørte der, i solskin, med skridsikker grund under hjulene og udsigt til bølgen blå, glemte han sit handicap.

– Når jeg kører af sted, nyder naturen og er opslugt af mit projekt, så tænker jeg jo ikke på, at jeg kører i en kørestol. Jeg tænker bare på, at jeg kommer omkring. Det kunne ligeså godt have været på cykel eller i bil. Det er det samme for mig, siger han.

Det samme sus af frihed får han, når han kører tur i sin cabriolet og får lov til at få vind i håret og fart under fødderne.

– I naturen er jeg ikke Flemming, der kommer futtende i en kørestol. Jeg føler mig stadigvæk som den samme, der kommer ud og opleve et eller andet. Så derved glemmer jeg heldigvis meget af tiden min egen situation, fortæller han.

Flemming Knages oplevelse af naturens værdi er han ikke alene om. I en undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer svarer 81 procent, at friluftsaktiviteter forbedrer deres psykiske velvære og humør.

Flemming Knage tror da også på, at andre vil have samme positive oplevelse af at være i naturen, som ham – også selvom de ikke vælger at tage hele turen rundt om Fyn.

– Der er jo ikke nogen, der siger, at man behøver køre 430 km for at få en oplevelse. Den første rigtige tur, jeg kørte, var bare en lille tur i skoven herovre. Det var en stor tur for mig. Man skal bare have mod på at komme af sted, slutter han.