Ny handicappolitisk handlingsplan skal få flere i uddannelse og job

Regeringen og en bred kreds af partier har lanceret en handicappolitisk handlingsplan, der skal give flere mennesker med handicap mulighed for at deltage i uddannelse og arbejdsliv. Videnscenter om handicap indgår med to initiativer, der skal styrke bedre overgange fra videregående uddannelse og fremme brugen af nye digitale løsninger til fordel for mennesker med handicap.

Med handlingsplanen sætter regeringen et mål om, at 15.000 flere med handicap skal i job i 2030 – det svarer til en stigning på 2,5 % over fem år.

Planen samler en rækker initiativer – både nye og igangværende – der skal styrke fleksible uddannelsesveje og broen mellem uddannelse og beskæftigelse samt fremme en mere tilgængelig beskæftigelsesindsat, hvor mennesker med handicap får rettidig og målrettet støtte. Formålet er at give flere muligheder for, at udnytte deres potentiale og bidrage aktivt til fællesskabet.

Fokus på uddannelse og overgang til job

Handlingsplanen giver et overblik over igangværende initiativer, som skal styrke plads til forskellighed og uddannelsesforløb, herunder fx folkeskolens kvalitetsprogram, flere hænder i PPR, handlingsplan mod skolevægring, forenkling af SPS-ordningen, EUD-fleks, Videnscenter for inkluderende læringsmiljøer og mulighed for ekstra SU-klip.

Der præsenteres samtidig to nye initiativer, der begge skal styrke overgangen fra uddannelse til job. Det ene er et to-årigt forsøg med at udvide målgruppen for Isbryderordningen, så den kan bruges indtil fire år efter endt uddannelse.

Fortsættelsen af “Bedre overgange til arbejdsmarkedet” i 2027–2028

Som det andet nye initiativ afsættes midler i 2027-2028 til at videreudvikle og udbrede indsatsen Bedre overgange til arbejdsmarkedet, som Videncenter om handicap i 2025–2026 udvikler og gennemfører i samarbejde med Studenterrådgivningen. Indsatsen styrker broen mellem uddannelse og job for studerende og dimittender med funktionsnedsættelser gennem fagspecifikke netværk faciliteret af A-kasser og fagforeninger. Netværksforløbene giver viden om jobsøgning med funktionsnedsættelse, handicapkompenserende ordninger og mulighed for udveksling med ligestillede.

Enklere regler og bedre adgang til job

På beskæftigelsesområdet nævnes Ungeløftet med midler til bl.a. udbredelse af IPS som et igangværende initiativ. Nye initiativer omfatter: udvidelse af LEV Jobs målgruppe til borgere med mere omfattende støttebehov, forsøg med kompensationskort, udbredelse af KLAR TIL START og gennemskrivning af kompensationsloven.

Vidensopbygning og opfølgning

Handlingsplanen samler også en række initiativer, der skal understøtte opbygning af viden, mål og opfølgning. Eksempler på igangværende initiativer er Vidensenhed for børn og unge med særlige behov (VIBUS), undersøgelse af langvarigt skolefravær og en landsdækkende samfundskampagne.

Som nyt initiativ præsenteres fortsættelse af den årlige analyse af beskæftigelsessituationen i 2027 og 2028.

Ny videnskoalition om digitale løsninger

Et yderlige nyt initiativ er støtte til alliancen Disability Tech Denmark, hvor Videnscenter om handicap og Inclusive Tech Lab er centrale partnere. Med initiativet styrkes en videnskoalition, hvor virksomheder, it-udviklere og personer med handicap arbejder sammen om at udbrede brugen af digitale og AI-baserede løsninger, der understøtter deltagelse i samfundslivet og på arbejdsmarkedet. Koalitionen vil samtidig fremme involvering af mennesker med handicap i udviklingen af nye digitale løsninger.

Læs mere og find den handicappolitiske handlingsplan her

Læs mere om projektet Bedre overgange til arbejdsmarkedet her

Læs mere om Disability Tech Denmark her