Et behov for støtte i en sårbar overgang
Overgangen fra studieliv til arbejdsliv kan være spændende, men også krævende. For studerende og dimittender med funktionsnedsættelser kan den være forbundet med ekstra usikkerhed og flere spørgsmål end for mange andre. Det handler ikke kun om at skrive ansøgninger og gå til jobsamtaler, men også om at finde ud af, hvordan egne styrker, behov og erfaringer kan oversættes til en arbejdskontekst.
Videnscenter om handicap har derfor i samarbejde med Akademikernes A-kasse (AKA), Djøf og LAKA udviklet et koncept for fagspecifikke netværksforløb for studerende og dimittender med funktionsnedsættelser. Formålet er at skabe et trygt rum, hvor deltagerne kan dele erfaringer, spejle sig i andre i lignende situationer og få mere viden om både jobsøgning, trivsel og støtteordninger.
Netop behovet for et sådant tilbud blev tydeligt i det første pilotforløb, som er blevet afprøvet i LAKA. Her viste det sig hurtigt, at deltagerne ikke bare havde brug for viden, men også for et fællesskab, hvor de kunne tale om overgangen til arbejdslivet med andre, der forstod deres udgangspunkt.



