Opdateret rapport gennemgår forskningslitteraturen omkring børn og unge med funktionsnedsættelsers deltagelse i skole- og fritidsaktiviteter. Rapporten viser, at børn med funktionsnedsættelser generelt deltager mindre i både skole- og fritidsaktiviteter end deres jævnaldrende. Men der er brug for mere forskning på en række områder.
Det er det norske Nasjonal Kompetansetjeneste for barn og unge med funksjonsnedsettelser i samarbejde med Videnscenter om handicap, der står bag rapporten. Undersøgelsen er udarbejdet af seniorforskerne Anne-Merete Kissow og Lena Klasson.
I denne rapport præsenteres en oversigt over viden på området i form af en gennemgang af international forskningslitteratur. Formålet er at sammenfatte den eksisterende forskningsbaserede viden for på den måde at kunne påpege områder med manglende viden, hvor yderligere forskning er nødvendig.
Tjenesten har som et af sine mål at systematisere og sammenfatte eksisterende national og international viden inden for feltet ‘deltagelse i familie/fritid og skole/institution for børn og unge med nedsat funktionsevne, med særligt fokus på deltagelse i fysisk aktivitet’.