TOP 3: Her er de vigtigste opgaver for kulturministeren på fritidsområdet

Opgaverne er mange for Jakob Engel-Schmidt, efter han satte sig for bordenden i Kulturministeriet. Foreningslivet oplever faldende frivillighed og flere marginaliserede grupper deltager markant mindre i forenings- og fritidsaktiviteter end resten af befolkningen. Med denne top 3-liste ønsker Videnscenter om handicap at pege på tre af de tiltag, som vi vurderer kan gøre en markant forskel for mennesker med handicap på kultur- og idrætsområdet.

1. Indførelse af et kulturpas

Dette er en udfordring af den mere positive slags. Regeringen, bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, har nemlig foreslået at indføre et såkaldt kulturpas. En ordning der baserer sig på fritidspas-ordningen, hvorigennem familier med dårlig økonomi kan deltage idrætsforeninger og -aktiviteter til lavere kontingent. Der er potentiale i kulturpasset, som  faktisk kan øge deltagelsen for bl.a. mennesker med handicap, selvom ordningen ikke er henvendt specifikt til målgruppen. Den første udfordring er således at sikre, at mennesker med handicap indgår i ordningen. Kulturpasset er nemlig tiltænkt unge uden job og uddannelse. Ifølge DH vurderes ca. 40% af denne gruppe ganske vist at have et handicap. Alligevel er opfordringen fra Videnscenter om handicap klar: Udvid kulturpas-ordningen, så den vil gælde alle unge med handicap, da mange fra denne gruppe har markant dårligere økonomi end andre unge. Det kan være med til at sikre øget deltagelse, men man bør ligeledes overveje at lade dette gælde idrætstilbud. Især unge med større fysisk og psykisk handicap er, ifølge VIVE’s levevilkårsundersøgelse fra 2020, nogle af dem, der oplever størst ensomhed. Et udvidet kulturpas kan, for nogen, være en indgang til fællesskaber.

2. Byg broer og skab tværsektorielt arbejde

Kultur- og idrætsaktiviteter er en afgørende del af vores dagligdag, der bl.a. styrker både livskvalitet og sundhed. Ikke desto mindre er vi alt for dårlige til at bygge bro imellem fritidslivet og andre indsatser – og ikke mindst at skabe kontakten imellem mennesker med handicap og relevante kultur- og idrætstilbud. Det betyder, at mange har unødigt svært ved at navigere imellem de mange tilbud og alt for ofte ender med at vælge det forkerte – og ofte bliver oplevelsen dårlig for både den enkelte og foreningen. Vi har brug for, at ministeren spiller en aktiv rolle i at bygge bro imellem kultur- og idrætslivet og eksempelvis sociale indsatser og hjælper med at fremme det tværsektorielle arbejde. Vejene hertil kan være mange, men Videnscenter om handicap vurderer, at man med fordel kunne følge Idrættens Analyseinstituts anbefalinger og indføre en fritidsvejleder-funktion på kommunalt eller regionalt plan, der kan hjælpe særlige målgrupper med at få foden inden for i kultur- og idrætsfællesskaberne.

3. Bedre adgang til aktivitetshjælpemidler

Endelig bør adgangen til aktivitetshjælpemidler gøres lettere. Manglende hjælpemidler er alt for ofte er en stopklods for motiverede børn, unge og voksne med handicap, der ønsker at begynde til en kultur- eller idrætsaktivitet, men mangler et dertil indrettet hjælpemiddel. Hvis vi virkelig skal rykke ved uligheden og øge deltagelsen i fritidsaktiviteter og -fællesskaber for mennesker med handicap, skal det enten være lettere at få bevilliget et aktivitetshjælpemiddel igennem serviceloven, eller også bør bør ministeren undersøge muligheden for at gentænke systemet og iværksætte en ny model – på tværs af flere ministerier – da øget deltagelse i fritidsfællesskaber vil have gavnlige sociale, psykologiske og sundhedsmæssige effekter på tværs af en række ressortområder.