Med udgangspunkt i kortlægningen af viden om uddannelse og handicap er der udarbejdet otte anbefalinger til, hvor der er behov for indsatser, viden og lovgivningsmæssige initiativer, som kan styrke uddannelse for unge med handicap. De otte anbefalinger er opsummeret i ovenstående model. Du kan læse mere uddybende om dem i vidensopsamlingen, som kan downloades længere nede på siden her.

8 anbefalinger: Styrket uddannelse for unge med handicap

1. Inkluderende studiemiljøer: Styrke inkluderende studiemiljøer samt indsatser ift. trivsel og fastholdelse.
2. Støtte: Kompetenceudvikling til fagprofessionelle samt mulighed for at trække på specialiseret viden om handicap.
3. Sociale fællesskaber: Understøtte deltagelse i sociale fællesskaber i og uden for undervisningen.
4. Fysisk tilgængelighed: Fokus på tilgængeligheden og universelt design.
5. Overgange: Brobygning og tidlig indsats ift. at få støtte ved overgang til uddannelse og job.
6. Fleksibilitet: Fleksibilitet og økonomisk sikkerhed ved dispensation. Mulighed for at pause handicaptillæg.
7. Administration: Lette administrative procedurer og sagsbehandlingstider.
8. Vejledning: Opsporing og proaktiv vejledning. Øge vejlederes viden om uddannelse og handicap.

Find mere viden i vidensopsamlingen ‘Uddannelse og handicap’

Videnscentrets kortlægning af eksisterende viden om unge med handicap på uddannelsesområdet giver overblik over udfordringer i forhold til at inkludere unge med både fysiske og psykiske handicap i undervisningen og de sociale fællesskaber på uddannelserne.

Der er sket en relativ og væsentlig stigning i beskæftigelsen for mennesker med handicap samlet set de senere år med højkonjunktur frem mod Corona-krisen. Siden 2012 er beskæftigelsesforskellen mellem mennesker med og uden handicap faldet ca. 8 procentpoint fra 34,6 pct. til 26,4 pct.

Kortlægningen bygger på en gennemgang af litteratur om uddannelse for unge med handicap i Danmark, og den viser, at unge med handicap på en række områder er dårligere stillet end andre unge, når det kommer til både uddannelsesniveau og trivsel. Unge med handicap opnår i markant lavere grad såvel en ungdomsuddannelse som en kompetencegivende uddannelse end andre, og de har et højere frafald. Særligt unge med psykiske handicap trives dårligere end andre.

Vidensopsamlingen opsummerer hvilke barrierer der er, og hvilke virksomme indsatser, der kan bidrage til at unge med handicap i højere grad trives og kan gennemføre en uddannelse. Disse barrierer og indsatser er samlet i ovenstående model og uddybes i vidensopsamlingen, som kan downloades herunder.

I modellen præsenteres fem særlige potentialer, som man kan arbejde med og bruge i faglige overvejelser i arbejdet med mennesker med handicap. Her er bl.a. fokus på oplevelsen af at kunne og af at turde, da de for den enkelte er meget vigtige, hvis man ønsker at styrke de positive erfaringer og øge motivationen til deltagelse i flere fællesskaber. Særligt de aktivitetsansvarliges arbejde spiller en stor rolle, men det samme gør mødet med fællesskabet, hvorfor det gode match som regel er afgørende. I forlængelse heraf peges der på brobygning som en af mange veje, der synes at være særligt effektiv, hvis deltagelse skal skabe yderligere deltagelse. Desuden kan overførbarheden af sociale færdigheder og evnen til at udtrykke behov og ønsker i forhold til et handicap spille en stor rolle i forhold til at blive inkluderet i nye fællesskaber i fremtiden.

Fritidslivet som springbræt: 5 potentialer til indsatser og praksis

1. Oplevelsen af at kunne: Tilpasning af aktiviteter eller regler, hvor man stadig udfordres, kan medvirke til at øge troen på ”at kunne” samt styrke de positive erfaringer og øge motivationen for at deltage i flere fællesskaber
2. Oplevelsen af at turde: En god og inkluderende velkomst til fællesskabet kan fjerne frygten for ”det nye”, og over tid kan et trygt og stærkt fællesskab fungere som et sikkerhedsnet, der giver mod på andre fællesskaber
3. Understøttelse af brobygning: Det kræver en nær og håndholdt indsats fra fx pårørende, frivillige eller fagprofessionelle at overføre positive erfaringer til en ny kontekst. Derudover er et godt match imellem personen med handicap og det rette tilbud centralt.
4. Udvikling af sociale kompetencer: det sociale rundt om fritidsfællesskabet – fx grillaftener, rengøring og fester – har mindst lige så stor værdi, som det at kunne deltage i selve aktiviteten.
5. At udtrykke behov og ønske: Det er vigtigt at skabe en åben og ærlig dialog om fx særlige behov og tilpasninger og dermed lave en tydelig forventningsafstemning.

Find mere viden i vidensoverblikket ‘Er fritidslivet et springbræt?’

Fritidslivet rummer et stort potentiale for at skabe deltagelse i andre centrale samfundsfællesskaber. Det viser et nyt vidensoverblik, Videnscenter om handicap har udgivet. Undersøgelser af både mennesker med handicaps deltagelse og brobygningen imellem fællesskaber viser, at mange essentielle erfaringer, kompetencer og sociale færdigheder kan overføres fra fritidslivet til fx fællesskaber i skolen, uddannelse og arbejdslivet.

Det er en fundamental forudsætning, hvis deltagelse i fritidslivet skal understøtte yderligere deltagelse, at visse grundelementer er på plads. Derfor rummer artiklen også en række bud på, hvordan fællesskaber kan arbejde aktivt med at understøtte videre deltagelse i andre sammenhænge. Foruden de helt basale overvejelser er der også en række faktorer, som fx fagprofessionelle, aktivitetsansvarlige, konsulenter med ansvar for indsatser og mange andre kan blive meget klogere på. Disse præsenteres i den ovenstående model med de fem potentialer, og uddybes yderligere i selve vidensoverblikket.

Modellen herover opsummerer anbefalingerne til de indsatser, der er afgørende i forhold til at få flere mennesker med handicap til at være deltagende i frivilligt arbejde. Anbefalingerne er både relevante for mennesket med handicap, der ønsker at deltage i frivilligt arbejde, samt for organisationer, foreninger og andre aktører, der arbejder med frivillige, og som kan gøre noget aktivt for at inkludere mennesker med handicap i det frivillige arbejde.

10 anbefalinger: Styrket deltagelse i frivilligt arbejde for mennesker med handicap

1. Find det gode match: Følg og guide den enkelte, så typen og kompleksiteten i den frivillige opgave kommer til at matche personens motivation interesse og kompetencer.
2. Del de gode fortællinger: Fremhæv og del de gode fortællinger og fordelagtige udbytter for mennesker med handicap og samfundet, så bekymringerne bliver mindre og opbakningen større.
3. Motivér og understøt: Pårørende og fagprofessionelle i rehabiliteringen og på uddannelserne bør i højere grad understøtte og motivere unge og voksne til at engagere sig i frivilligt arbejde.
4. Skab flere muligheder: Organisationer bør skabe flere typer af opgaver som gør det muligt for flere at engagere sig. De bør blive bedre til eksplicit at række ud og rekruttere mennesker med handicap.
5. Tydeliggør mulighederne: Skab overblik over mulighederne for frivilligt arbejde og giv håndholdt information og vejledning. Tydeliggør hvad opgaven består af, samt hvad der forventes af den frivillige.
6. Styrk tilgængelighed: Vær opmærksom på, at alle uanset handicap både kan komme hen til organisationen, ind ad døren og rundt omkring inde på den frivillige arbejdsplads.
7. Tilpas opgaver og rammer: Skab større fokus på, hvordan man kan udvikle fleksible rammer og regler, samt hvordan op-gaverne kan tilpasses til den enkeltes behov.
8. Skab større forståelse: Skab viden og forståelse for mennesker med handicaps evner og behov så negativ attitude, fordomme, frygt og barriere kan imødekommes og døre åbnes.
9. Tilbyd assistance og ledsagelse: Gør det muligt at den enkelte får den pædagogiske og/eller praktiske støtte og assistance som denne har behov for.
10. Indtænk i etablerede strukturer: Frivilligt arbejde for mennesker med handicap skal i højere grad indtænkes i nogle af de etablerede strukturer. Fx som et mere centralt fokus i både rehabilitering og i frivilligcentrerne.

Find mere viden i vidensoverblikket ‘Deltagelse i frivilligt arbejde for mennesker med handicap’

De frivillige arbejdsopgaver som samfundet tilbyder, har stor betydning for de fleste. Men når de frivillige instruktører tropper op til træning i hallen eller bestyrelsesmedlemmerne sætter sig til rette rundt om bordet, så er der oftest ganske få mennesker med handicap iblandt. Dette er et problem, da frivilligt arbejde både kan gavne den enkelte og samfundet som helhed.

Vidensoverblikket fremhæver, at der findes en række tiltag og fokuspunkter, der har stort potentiale for at fremme mennesker med handicaps deltagelse. Der er et gennemgående behov for bedre understøttelse og vejledning, der sikrer at gruppen med handicap først og fremmest præsenteres for muligheden om at lave frivilligt arbejde. At motivere og understøtte den enkelte i, at de ikke blot er brugere, men også kan være givere af hjælp og omsorg, kan således være et afgørende første skridt. Herefter kan det være aktuelt at den enkelte vejledes og guides mod frivilligt arbejde, hvor der er et godt match i mellem den enkeltes ønsker og kompetencer på den ene side og opgavens indhold og kompleksitet på den anden side.

Herudover peger vidensoverblikket bl.a også på, at organisationerne bærer et stort ansvar for at skabe og tilpasse frivillige opgaver, så mennesker med forskellige typer handicap i højere grad har mulighed for at indgå og bidrage.